En pilgrimsvandrers oplevelser – rejsebreve fra Shikoku 88

Rejsebreve fra Mirjam, deltager på Shikoku 88 – pilgrimsvandring i Japan

Mirjam og Mette

Dag 1

I Osaka blev vi hentet af bussen og kørt til det første tempel, hvor vi kunne udstyre os med vandrestav, hatte, stempelbøger mv. Vi kan få stempler og en fin kalligrafi ved hvert tempel, så vi kan dokumentere, vi har været der.
Vi startede med at besøge tempel 1, 2 og 6. På det sidstnævnte overnattede vi. Efter aftensmaden var vi med til en ceremoni, en form for aftenandagt. Vi fik forklaret lidt om buddhismen, og om at der bliver lagt meget vægt på efterlivet. Derfor skulle vi tænde et lille lys for en afdød, sætte det i et bæger og lade det flyde ned ad et lille vandløb, der løb igennem templet. Det skulle følges af gode ønsker. Det var en fin ceremoni, og det var spændende at komme ind bagved i templet. Det får man normalt ikke lov til.

Dag 2

Nu sidder jeg i det fineste værelse på et hotel langt ude på landet. Der har aldrig boet udenlandske gæster her før, så den gamle hotelmor var helt nervøs over, om hun kunne gøre det godt nok. I dagens anledning havde børnebørnene fået lov at være længe oppe, så de kunne se disse mærkværdige skabninger fra vikingernes land. De blev behørigt duperet.

Værelset er 12 tatamimåtter stort. Det er meget stort, ikke mindst på disse kanter. Her måler man ikke i m2 men i tatamimåtter. De er vævet af strå og knap 2 m2 store. Badeværelset skal jeg bakke ind på, men til gengæld er toiletbrættet overtrukket med frottè! Så bliver man ikke kold på numsen.

Så snart vi ankom, fik vi det lækreste måltid, lavet og serveret af morlil, som med bekymrede miner betragtede, om vi nu kunne finde ud af at spise maden, og om vi kunne lide den. Der var ingen problemer i nogen af delene.

Vandreturen i dag var drøj. 600 m op over en strækning på 3,5 km, og så ned igen på den anden side af bjerget.

Starten af turen var meget udfordrende for min astma, da luften også var varm og fugtig. Men jeg kom da både op og ned. Vi skulle fortsætte med en tilsvarende stigning og så med en kabelbane ned. Så jeg valgte at køre op med følgebussen sammen med flere andre.

Begge templer vi kom til var meget flotte og med fantastiske udsigter. Og naturen var meget smuk. Stejle skråninger og tæt skovbevoksning med mange cedertræer og tujaer. Nogle af cedertræerne var mega store og flere hundrede år gamle. Imponerende.

Udsigt på vej op ad bjerget

I cedertræsskoven

Templet på toppen

Moshave i templet

Kobo Daishi

Dag 3

Så fortsatte vi lørdag til tempel 26, 25 og 24. De ligger på sydspidsen af øen ud mod Stillehavet. De blev besøgt i omvendt rækkefølge, da vi skulle overnatte på 24.

Templerne er hver især meget flotte. Imponerende porte, store vogterfigurer, buddhaer, hjælpebuddhaer, gyldne lanterner og meget andet. Ofte er der et smukt haveanlæg omkring og tit med en dam med store karper.

Turen fortsatte ud til Stillehavskysten. Det var flot. Men det er også tydeligt, der er respekt for havet. Der er bygget høje mure og bølgebrydere omkring havne og lavtliggende områder. Og med jævne mellemrum står der store beton/stålkonstruktioner i flere etagers højde, hvor man kan søge tilflugt i tilfælde af tsunami. Det er betryggende, men også lidt uhyggeligt, at det er nødvendigt.

Selve kyststrækningen var utrolig flot med store lavaformationer og forrevne klippestykker.

Stillehavet og lavasten

Kystsikring

Udsigtspunkt

En del af ruten gik gennem alm. beboelseskvarterer. Det er hyggeligt at få en fornemmelse af, hvordan folk lever og bor.

Hele øen er meget frodig og et vigtigt spisekammer for landet. Der bliver dyrket rigtig mange grøntsager og frugter. Lige nu er det kakifrugter (eller sharonfrugter), der hænger modne og orange på mangfoldige træer. Appelsintræerne bugner, men de er endnu ikke modne.

De jordlodder, der bliver dyrket, er ikke ret store, heller ikke rismarkerne. Meget arbejde udføres med håndkraft, og ellers er det maskiner, der ikke er meget større end en havetraktor.

I området var der rigtig mange rovfugle. Det var glenter med fint kløftede haler. De svævede i flokke på op til 5-6. Et imponerende syn.

Vi sluttede dagen med at stige ret stejlt op til tempel 24, hvor vi overnattede. Her var der en formidabel udsigt over Stillehavet.

Dag 4

På tempel 24, hvor vi overnattede, var der mulighed for at deltage i munkenes ceremoni kl 6. Den foregik på 5. sal, og da templet i forvejen ligger højt var der en formidabel udsigt over Stillehavet. Det var kun lige begyndt at lysne, da ceremonien startede. Vinduet var mod vest, så vi kunne ikke se solopgangen, men efterhånden kunne man se, sollyset lande på byen ved bugten nedenfor bjerget.

Tempel 24

Søndagsmarked

Herefter kørte vi til Kochi, der er en charmerende by, også på den sydlige del af øen. Vi besøgte byens søndagsmarked. Det var smadder hyggeligt. Der var lækre fødevarer, kunsthåndværk, nye og gamle ting. Lige lovligt fristende for en loppemarkedshaj som mig! Men jeg holdt mig næsten i skindet.

Efter loppemarkedet besøgte vi tempel 31. Der var en umådeligt flot moshave. Det kan jeg godt lide. Det er så fint og blødt og i mange grønne farver. Man må endelig ikke træde på det.

Hjemme undrer jeg mig over, at så mange bekæmper mosset i haven. Jeg synes, det er flot.

Vandringen ned fra templet (ja, de fleste ligger desværre på bakke- eller bjergtoppe) gik gennem en fin bambusskov. De flotte grågrønne stammer, og de tynde blade giver et helt specielt smukt lys i underskoven. Bambussen bliver hurtigt 10-15 cm i diameter og flere meter høj. Det er en energisk plante.

Herefter var det heldigvis fladt. Vi gik langs en flod et godt stykke vej. Der var skildpadder nogle steder, og der var også de fineste sartblå vandhyacinter. De vokser vist nærmest som ukrudt, men de var godt nok flotte.  Vi kom også gennem hyggelige gamle boligkvarterer med smalle gader og fine haver. Nogle af strækningerne gik vi i tavshed. Det var rart og gav en større opmærksomhed på omgivelserne, selvom det også er super hyggeligt at gå og småsnakke med de andre under vejs.

Mange mennesker hilser pænt på os og forsøger at snakke lidt. Af og til får vi også en lille gave, da det er kutyme over for pilgrimme. Det kan f.eks. være et stykke frugt. I området dyrkes der de lækreste pærer, som er meget store, sprøde og saftige. De koster 50-60 kr. pr stk.! Men de er altså også gode og lige så store som en stor grapefrugt. Et sted, hvor jeg købte nogen, der var lidt billigere ved en vejbod, dukkede der en dame op, som i en fart havde skrællet en og skåret den i passende bidder, så vi fik alle et stykke. Det er da en fin gestus overfor sådan en flok danskere, der er selvvalgt vejfarende.

Nashi pærer

Dag 5

Vi blev kørt tilbage til 32 og gik så mod tempel 33. På ruten skulle vi krydse en bugt med en lille færge.

Sejlturen varede ca. 10 min. Det var hyggeligt. Ved templet var der nogle meget store og smukke sommerfugle. De havde et vingefang på ca. 10 cm og var ekstremt sjældne. De var kommet fra Taiwan. En af munkene havde plantet Hjortetrøst i tempelhaven, fordi sommerfuglene godt kunne lide dem, (hjemme er den plante også meget omsværmet). Det var så særligt, at der havde været en længere avisartikel om det.

På første del af turen var der i øvrigt rigtig mange sommerfugle, men ikke så store som disse. Der var næsten selvlysende gule Citronsommerfugle og små fine Blåfugle + en masse jeg ikke kender. Der var også rigtig mange flotte guldsmede.

Besøg fra Taiwan

Tempel 33

Japans ældste offentlige bad

Efter tempel 33 blev vi kørt tværs over øen til Matsuyama. Her kunne vi komme i en meget fornem varm kilde. Det var super lækkert.

Heldigvis har der været varme kilder, mange af de steder vi har overnattet. Det har været dejligt at blive blødt op i musklerne efter dagens vandring, og måske har det også været med til at modvirke ømhed.

Dag 6

Næste dag var der tempelmaraton. 6stk! og ca. 15 km.

Ved det første var der et stenaftryk af Buddhas fødder. Når man stillede sig der uden sko, ville ens smerter forsvinde. Så det er måske også medvirkende til, jeg ikke har haft ondt i fødderne!

Der var også nogle kæmpestore enebærtræer. Jeg var slet ikke klar over, de kunne få det format, og så var de ca. 1000 år gamle. De var fascinerende.

Raske fødder

Efter høsten

Turen gik gennem landbrugsarealer. Der stod neg af tærsket ris til tørre på markerne. Og nogle steder var der tørrestativer med ris, der stadig havde kernerne på. Det er meget små marker, og en del arbejde laves uden maskiner. Det er primært ældre mennesker, der har de små landbrug, og det er på længere sigt et problem for landet, at de unge ikke vil tage over. Men der er samme tendens, som hjemme, at de unge flytter ind til byerne.

Men det er nu spændende at gå og kigge på, hvordan de forskellige afgrøder bliver dyrket.

Det er jo noget af det, der er fedt ved at bevæge sig langsomt gennem landskabet. Og duftene får man også med. Der er en stedsegrøn busk med nogle kønne orange blomsterklaser, som dufter helt vidunderligt. Der er til gengæld også noget, som nærmest lugter af hundelort! Det er Gingotræets frugter. Frugtkødet er særdeles ildelugtende, men nødden indeni smager aldeles fortræffeligt. Figentræer er der også mange af. De har en dejlig kokosagtig duft, når man går forbi.

Om aftenen kunne jeg høre en stor flok fugle, der lignede stære, gå til ro i nogle træer nedenfor hotellet. Næste morgen vågnede de lidt før solopgang under stort ståhej. Da de lettede, fløj de i flok (de var mange nok) og lavede opvisning, nærmest som ”sort sol”. Det så flot ud, men varede ikke ret længe, så var de væk.

Dag 7

Vi kørte til Imabari, og den by ligger ved Seto-Indlandshavet på nordkysten. Det er et øhav med mange små øer, og så kan man se til hovedøen Honshu. Vi gik mellem templerne 54-58. Da vi kørte videre til hotellet var månen stået op. Den var næsten fuld og helt rød. Nej, hvor var det flot.

Udsigt til Seto indlandshavet

Stamgæster i tempel 57

Dag 8

Nu nærmer vandreturen sig sin afslutning. Det er næstsidste dag, og vi skal se tempel 71-75.

Det er mange, vi når at se, og det er svært at skelne det ene fra det andet. Men det gør nu heller ikke så meget. Det er jo for så vidt vandringerne imellem templerne, der er det primære. Og så er der jo 88 at tage af, så der er basis for flere ture, hvis lysten skulle melde sig. På et tidspunkt mødte vi en mand, der havde taget hele turen 60 gange!

Vi er nu nået til øens nordøstlige hjørne og starter med at gå godt 400 trappetrin op. I programmet står, 300, men det holder ikke stik. Det var en smuk tur op gennem skoven, og det gik fint med at komme op.

Trapper

Trapper

…og atter trapper

Der var en dejlig udsigt over Indlandshavet. Templets hovedalter er hugget ud i en hule i bjerget, og her kan man blive helbredt for alle mulige skavanker. Således opfrisket klarede jeg nedstigningen i fin stil gennem en stor bambusskov. Mange bambus var væltet og lå hulter til bulter. Det gav en fornemmelse af at være en lille myre i et mikadospil.

Senere kom vi forbi en sø. Hvor der var spændt net ud i en stor firkant. En gammel mand stagede rundt i en lille båd og fiskede noget rundt hvidt noget op, der så ud til at være let. Vi havde mange bud på, hvad det kunne være. Men der var nu ingen, der havde fantasi til at gætte rigtigt. Det var golfbolde! Ved søbredden var en overdækning, hvor en hel række mænd stod og slog bolde ud over søen, i forsøget på at ramme hullerne i to små kunstige øer!! Det var så ret tydeligt, det ikke altid lykkedes, for den gamle mand havde god fangst.

Ja, der er meget man kan undre sig over.

Dagens etape gik fra by til land, og gennem landbrugsarealer. Jeg, lille husmandskone, synes, det er sjovt at se, hvordan afgrøderne dyrkes.

Vi kom forbi en kiwiplantage. Der stod 4 gamle træer, som var espalieret vandret, ligesom vindruer på en meget stor pergola. Træerne ville slet ikke kunne bære sig selv, hvis understøtningen blev fjernet. De frugter, der næsten var modne, var omhyggeligt pakket ind i små papirposer, for at insekter og fugle ikke skulle forgribe sig på dem. Det ser pudsigt ud.

Kiwitræ

Pagode og kamfertræ

Dagen slutter ved et meget stort og betydningsfuldt tempelkompleks. Det er her munken Kobo Daishi, som er den munk, der har etableret pilgrimsruten, er født i 774.

I tempelkomplekset er der en meget flot 5 etagers pagode, og så nogle kamfertræer, som siges at være plantet af Kobo Daishi. Om det er rigtig, er jo ikke nemt at vide, men de ser ud til at være ældgamle, og de er mega store. Imponerende. Man bliver helt ydmyg over at stå ved sådan nogle gamle væsner.

Dag 9

Vi overnattede på templet, og næste morgen kunne vi deltage i munkenes morgenceremoni. Så det var op kl. 5 og i gang kl. 6. Der var mange munke, nogen talte, andre messede og det virkede meget højtideligt. Ceremonien sluttede af med, at vi blev ledt ned i en mørk underjordisk gang, som vi skulle gå igennem med den ene hånd på væggen, for at finde vej. Gangen ledte hen under Kobo Daishis fødested, så det var en vigtig rute. Det var specielt, men en fin oplevelse.

Turen fortsatte med at køre hen til en vigtig shinto-helligdom. De templer, vi har besøgt, er ellers buddhistiske. Men japanernes oprindelige religion hedder shinto. Senere er buddhismen kommet til. Og efter sigende har de fleste japanere 2,7 religion!

De bruger shinto til livets glade begivenheder, som navngivning, forskellige overgangsritualer (en form for konfirmation) og til bryllupper. Men den tro har ikke noget begravelsesritual, så derfor bruger de buddhismen i forbindelse med livets afslutning. Nogle vælger så ydermere at blive viet efter både shintoritual og kristent ritual. Det kan da blive til noget! Det vil vel nærmest svare til, at vi bruger vores gamle asatro i dagliglivet, kristendommen ved begravelser og asatro blandet med islam ved bryllupper! Ja, det synes jeg godt nok er mærkeligt.

Port til helligdommen

Aflagte pilgrimsstave

Vi skulle slutte af med tempel 88, hvor vi også skulle efterlade vores pilgrimsstav. Det ligger i 4-500 m højde, og der var lidt tidspres, så der skulle gås til. Derfor valgte jeg at køre med bussen. Det var en god løsning. Vi, der kørte, fik så lige besøgt et par templer mere, mens de andre stred sig op ad bjergsiden.

Vi mødtes ved templet, og afleverede i fællesskab vores stave.

Afslutningen blev fejret med blommevin, og da vi også skulle tage afsked med vores søde buschauffør fik han div. gaver. Han blev ganske rørt.

Men han har gjort en god indsats. Han har kørt sikkert og roligt i det bjergrige terræn og ad meget små veje og stræder. Vi har følt os helt trygge ved hans kørsel. Det er rart, når man kører i et hårnålesving og kan se ned over en stejl bjergside.

Bus og gruppe

Dag 10

Efter endnu en overnatning, tog vi afsked med Shikoku, og kørte med tog til den gamle kejserby Kyoto. Kyoto er en vildt spændende by. Den blev skånet for bombning under 2. verdenskrig, så der er et utal af velbevarede templer, helligdomme og andre seværdigheder.

Toji-templet

Vi startede med at gå hen til det tempel, hvor den gode Kobo Daishi blev præst en gang i 700-tallet. Den har en flot 5 etagers pagode, som er vartegn for byen. Bagefter gik vi hen til vores hotel i Geisha-kvarteret. Så, efter vi sluttede vandreturen, gik vi 10 km den ene dag og 12 den næste. Da havde jeg smidt vandrestøvlerne og taget kondisko på, og – fik min første vabel!

Dag 11

Næste dag havde guiderne arrangeret tur til teceremoni, besøg ved Kejserpaladset og besøg på Rakumuseum.

Teceremonien var en meget fin oplevelse. Kvinden, der forestod den, var i en smuk kimono. Hun fortalte lidt om, hvad det nærmere gik ud på, og lavede så grøn te efter alle kunstens regler. Hver enkelt lille bevægelse har betydning. Det er nærmest en hel teaterforestilling. Smukt. Inden vi skulle smage teen, fik vi en sød kage, da teen ellers er for bitter.

Vi lærte også, at man skal dreje teskålen og beundre den, inden man drikker fra bagsiden, så der ikke løber dråber ned over forsiden. Og bagefter kigger man på stemplet under bunden, og beundrer det. Det er så åbenbart den skik, japanerne tager med sig til Danmark. For når jeg har dækket fint bord til dem hjemme, vender de tit tallerknerne og udbryder i stor begejstring ”Ooh, Royal Copenhagen!” – Det er jo ligesom ikke helt passende hjemme, men det er en fin gestus fra deres side, og viser de sætter pris på værtindens opdækning. Ja, der kan hurtigt opstå pudsige ting, når kulturer mødes.

te-ceremoni

grøn te og kage

Dag 12

Mandag var jeg på egen hånd, og besøgte mit yndlingstempel Kiyomizudera. Det ligger meget smukt op ad en bjergskråning og har en stor terrasse, der er understøttet af en enorm trækonstruktion i mange etager. Vejen derop kaldes Tepottestræde og er spækket med små sjove butikker. Jeg købte noget i en, og da jeg skulle betale, tog jeg en håndfuld mønter fra pungen, og begyndte at tælle op. Da jeg havde nået det rigtige beløb, begyndte ekspeditricen at tage de større mønter fra, og erstatte dem med de mindre, som jeg stadig havde i hånden. Jeg fik de store tilbage, og på den måde fik jeg tyndet ud småpengene, så resten var mere overskuelige for mig. Og man behøver ikke en gang at være bekymret for, om hun vil snyde en.

Om aftenen var der fælles afskedsmiddag på en meget lækker og lokal restaurant. Vi fik Kyotospecialiteter. Det smagte dejligt.

Dag 13

Og tirsdag morgen drog rejsegruppen så hjem igen.

For mig var turen en dejlig oplevelse. Det var en helt anden måde at opleve landet på, end jeg plejer. Som regel har jeg skulle holde foredrag mange forskellige steder i landet, så det har ofte været ret hektisk. Denne tur gav en dejlig ro i krop og sjæl, så det også blev nemmere at give udtryk for de mange indtryk.

Og så var det dejligt at møde så mange hyggelige og engagerede mennesker.

5

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores Top10 over Kyotos ukendte perler