Med Murakamis romaner som indgang til Japan – set gennem Elsebeths øjne og kamera

Dag 1

Oh, Japan – hvilken særegen oplevelse! Flyrejsen er lang og ubarmhjertig – men det hele værd👍

Efter bus fra Osaka lufthavn og en halv time med færge kunne vi aflevere vores kufferter på hotel i Kobe, og så var vi da klar til nye eventyr 🤗

Kobe er nok først og fremmest kendt for sit Kobe kød. Men det er også byen hvor Murakami er vokset op. Og vi er her i høj grad på grund af Murakamis forfatterskab, så derfor var det vigtigt at opleve byen.

På besøg i døgnkiosken, hvis udvalg får mig til at tænke på Døgnkioskmennesket. Det er en meget anbefalelsesværdig og meget finurlig bog, der giver et ganske godt indblik i, hvad den regelrette normalitet i Japan koster på bagsmækken.

Ledningsføringen i Japan kan faktisk konkurrere med den græske. Dog er der ikke så mange løse ender.

Så ved man det 👀

Vi besøger en nøglehulsgrav – en meget lang historie fra det tredje århundrede, som jeg skal forskåne jer for i denne omgang. Men flot var den👍.

Skyggeselfies på toppen af nøglehulsgraven.

Fantastisk flot solnedgang ved broen hvor Kafka fra Kafka på stranden gik.

Aftensmad i Kobe på meget lokalt, meget billigt og meget hyggeligt sted, hvor vi blev beværtet med både øl og sake. Ville gerne have holdt til et besøg på den bar Murakami har beskrevet i sin første bog “Hør vinden synge”, men den manglende nattesøvn gjorde det mere tiltrækkende at vende hjem til hotellet og samle kræfter til en ny og spændende dag i morgen 😴😴😴.

Dag 2

At være på Murakami tur til Japan med Ichiban Travels er et rent sansebombardement! Vi er en gruppe på 16, som er i kløerne på to meget kyndige damer, Tilde Hjortshøj fra Ichiban Travels og Mette Holm, som oversætter Murakamis bøger til dansk og i øvrigt ved en masse om japansk kultur. Og alt muligt andet. Der er ikke megen tid til at kigge på huller i luften, men ih, hvor får vi mange gode oplevelser indenbords😊.

Japansk morgenmad på hotellet. Man kunne også få morgenmad af mere internationalt tilsnit, men det var ikke nær så spændende.

Kenji Yanobes “Sun sister” ved havnefronten i Kobe.

Ando Gallery, som Sun Sister står foran, kunne vi desværre ikke nå at se nærmere på. Men udenomsfaciliteterne var meget smukke.

Tæt på Ando Gallery ligger Jordskælvsmuseet. En gruopvækkende og meget realistisk fremstilling af det store jordskælv i Kobe i 1995.   En meget bevægende og stor oplevelse.

Murakami har noget med biblioteker! I sin barndomsby Ashiya (forstad til Kobe) tilbragte han rigtig meget tid på det nærmeste bibliotek. Her bibliotekshaven med en lille dam med karper.

Vi nød den medbragte frokost på en nærliggende legeplads.

Overfor legepladsen så vi endnu et område med helligdomme. Her er det så en begejstret løve i forklæde 😉.

En af helligdommene.

Skolen hvor Murakami ikke trivedes. En af grundene til at han opholdt sig så meget på biblioteket.

Sørme om ikke vi blev beriget med endnu en smuk solnedgang. Denne gang fra “Kyoto University of Art & Design”.

Her mødte vi den talentfulde Taro Yamamoto (TV), som her ses med sine to (generte) assistenter. Taro er, ligesom den demente kunstner i “Mordet på kommandanten”, nihongamaler. Men med et twist. Stort twist.

Nogle af malerierne er MEGA store, men denne søde lille abekat med guldbaggrund var da lige til at have i kufferten. Taro indgår i øvrigt i samme kunstnergruppe som ham med “Sun sister”, nemlig Ultra Factory. Meget spændende besøg!

Dag 3

I dag kunne vi bruge dagen, som vi ville i Kyoto. Peter valgte at se nærmere på Nijo-borgen fra 1600 tallet. Jeg valgte at gå med vores turledere til Kiyomizu templet og efterfølgende til Murakamis farfars tempel. Ind imellem nåede vi en ekstravagant chokoladebar, og efterfølgende var der powershopping.

Toppen af Kiyomizu templet, som er et af Kyotos mest populære og velbesøgte templer. Her er rigtig mange turister og unge piger, der promenerer i kimonoer. Festligt, folkeligt og fornøjeligt.

Mette Holm tænder røgelsespinde i templet.

Unge, glade piger i kimonoer.

Tiggermunk.

Mette Holm fortæller om Murakamis farfars tempel. Her er ikke en turist i miles omkreds (bortset fra os), men fuglesang, fred og ro.

Så kom vi til “the real thing”: Shopping! Her ser vi en særdeles fin butiksarkade med et særdeles fint brand: Sou Sou, som vi blev blæst helt omkuld af!

Sko-afdelingen i Sou Sou. Denne type sko/støvler er det hotteste hotte i Kyoto.

På vej gennem byen passerer vi den smukke flod.

Dag 4

I dag satte vi kursen mod nord til Odawara med Shinkansen. Fra Odawara med bus til en fantastisk kunstpark, Enoura Observatory. Herfra til vores hotel, New Akao, hvor vi fik prøvet det berømte onsen bad. Virkelig stor oplevelse!

Døgnkioskmenneske fylder op på Kyoto station.

Denne fine madboks købte vi på stationen.

Shinkansen som med en fart på ca. 300 km i timen bragte os til Odawara på to timer. Den ser sandelig også noget krasbørstig ud👀.

En af vores to prægtige turledere, Tilde Hjortshøj fra Ichiban Travels, sammen med nogle af turdeltagerne – på vej til Odawara.

Her passerer vi Fuji.

Ankommet til Enoura Observatory blev vi budt velkomne rundt om dette smukke træbord med indlagte sten.

En spændende indgang.

Observatoriet, som giver associationer til Menshikis hus i Mordet på kommandanten. Fabelagtigt udsigtspunkt.

Mange små fine havekroge.

Så blev vi lige foreviget før afgang. Bemærk mit Sou Sou tørklæde som er magen til det Nihonga maleren havde på.

Vores overvældende hotels spisesal, meget stort! Her bor vist udelukkende japanere. Efter det fantastiske onsen bad blev vi alle iført kimonoer, som mange (japanere) havde på til middagen.

Uddrag af en mangfoldighed af retter, hvoraf nogle blev tilberedt på små blus på bordet.

Dag 5

Shinkansen, vandretur i bjerget, borgbesøg og frokost i Odawara, onsenbad, overdådig japansk aftensmad, endnu en nat på futonmadras og tatamimåtter. Endnu en dejlig dag i Murakamis fodspor.

Kameliaen er lige begyndt at blomstre.

Vandretur i et bjerg nær Odawara, hvor maleren fra Mordet på kommandanten kunne have boet. Vi gik forbi en blommelund, hvor pigen, Marie (det staves vist mere eksotisk), mistede sin mor, der blev stukket af en hveps.

Vi fandt flere listige stier, som kunne have været brugt af Marie, når hun gik/løb til malerens hus.

En smuk knæler var også på bjergtur.

Smuk gammel borg i Odawara. Det var i Odawara, maleren købte sine kunstnerartikler og underviste på kunstskolen. Byen var meget større end jeg forestillede mig, da jeg læste bogen, men meget hyggelig.

På torvet var der krysantemumudstilling. Her i bonsai udgave.

Kunstnerisk kloakdæksel i Odawara.

Vores sengearrangement: Futonmadrasser og tatamimåtter. Vi kæmpede en del med dynebetrækket, som var bukket om den mønstrede dyne. Det havde det med at krybe væk fra hjørnerne om natten.

Dag 6

Tiden går hurtigt! I går var det sjette dag på japansk grund. Programmet var: Tur med Shinkansen til Tokyo, videre med en anden Shinkansen nordpå til Niigata, videre med bus til Murakami (altså byen Murakami, ikke forfatteren), besøg på laksemuseum, lakseshop og sakesmagning på højt præmieret sakefremstillingssted. Til slut onsenbadning på hotellet i Murakami.

Fra Niigata med meget fornem bus (“partybussen”) går turen videre til laksemuseet. Mette Holm fortalte, at området er berømt for at have den bedste ris og den bedste laks. Den gode ris bruges blandt andet til sakefremstilling – dermed fås også en ypperlig sake! Denne nordlige del af Japan kørte portrætmaleren rundt i, da han var blevet forladt af sin kone, og byen Murakami optræder også i bogen.

Fin illustration på laksemuseet, som var et fint og finurligt museum, hvor alle dele af laksefiskeriet var illustreret – herunder gamle redskaber og levende lakseyngel.

På laksemuseet så vi også nogle fjerne slægtninge til laksen.

Så er vi kommet til laksebutikken, hvor en medarbejder fortæller, og Mette Holm oversætter.

Fint lille hus i Murakami by.

Så er der sake smagning. Her ser man en af de præmierede.

Efter onsen bad var der dækket op til fin middag på hotellet. Det er første gang hotellet modtager ikke-japanske gæster, så de har været meget spændte på, hvordan det hele skulle gå. Vi fjumsede som sædvanlig rundt i de forskellige sko og slippers regler, men det går klart fremad.

Før middagen, som endnu engang blev indtaget i hotellets kimono. I onsen badet var vi nogle, der blev instrueret i, at kvinder skal binde kimonoen højere oppe og med sløjfe, så det gjorde vi så 👍.

Dag 7

Den syvende dag på vores meget oplevelsesrige rundrejse bød på besøg i et tempel med en selvmumificeret munk, et andet tempel med ret nye flotte, moderne nihongamalerier, et lokalt fiskemarked, en kunstinstallation i en tidligere tunnel (Tunnel of light) og med endestation i “Mettes by”, Kiryu, hvor vi fik den skønneste mad og drikke hos nogle af Mettes venner.

Fra templet med den selvmumificerede munk. Ham måtte vi ikke tage billede af. Vi deltog i en lille ceremoni, hvorefter et gardin blev rullet fra, og vi puttede lidt røgelse på og bukkede foran munken, som brugte fem år af sit liv på at mumificere.

En mindeplads ved templet for den mumificerede munk. De små børnefigurer er til minde om døde børn og fostre. Tøjet, de har på, er for at beskytte mod kulde og onde ånder.

Smukt efterårsløv.

Et buddhistisk tempel manglede besøgende, men så fandt de på at få malet en række forskellige, lidt dristige nihongamalerier rundt på templets mure. Det hjalp på besøgstallet 😉.

Her er vi kommet til et MEGA stort fiskemarked med myriader af ultra frisk fisk og skaldyr samt mange forskellige tangprodukter.

Flotte fisk!

Så nåede vi frem til det kunstneriske tunnelprojekt, som MAD Architects renoverede og åbnede i 2018. Ud over den 750 meter lange tunnel er der lavet fire “blindtarme”/platforme med et særligt tema og udsigt til floden og kløften.

Her et kig fra platform fire, hvor man skal gå gennem vand for at komme tæt på kløften. Her ser vi silhuetterne af nogle af vores medrejsende.

Ved aftenstid nåede vi frem til Kiryu, hvor Mette bor. Vi nåede lige at smide kufferterne på vores lille hotel tæt på stationen, Kiryu Ace Hotel, hvorefter vi ilede videre til middagen hos Mettes venner.

Både indretningen, borddækningen og maden var en stor æstetisk oplevelse! Og vennerne og de hidkaldte hjælpere var enormt søde 😊 Maden var det bedste vi endnu havde smagt – og det siger ikke så lidt👍.

Første servering.

Fiskesashimien af den friskeste fisk! Jeg tog også billeder af alt det andet mad, men nu er det vist nok for denne gang. En vidunderlig aften som også indeholdt en lille samklang af Mettes ven på fløjte, suppleret af et taktfast dansk klappekor.

Dag 8

Ottende dag på vores spændende odyssé begyndte med en tidlig vandretur på Suido bjerget ved Kiryu, cykeltur i Kiryu, besøg på lokalt væveri, kaffe-is pause i nyetableret café, frokost på meget populær nudelrestaurant, besøg i Mettes hus, aftensmad på en fantastisk Izakaya ca. 5 km fra Kiryu. What a day ❤️

Udsigt fra bjerget, som mange af de lokale går op på hver dag. Vi gik ikke helt op på toppen, men et pænt stykke.

Mette Holm fortæller om mindested for faldne i krigen i Manchuriet og et andet mindested for faldne under anden verdenskrig – vi så begge steder på bjerget – og tilknytningen til Murakami.

Så tog vi cyklerne frem og udforskede byen.

Vi besøgte et lokalt væveri. Manden på billedet har arvet væveriet fra sin far, som mest vævede obier (bælter til kimonoer). Nu væves der mange andre fine ting (vi gik helt amok i tørklæder i den lille tilhørende butik) men stadig ved hjælp af de gamle væve og teknikker.

Her er væven i gang.

Små fine ting fra butikken.

Frokosttid! Brede, frisklavede nudler (bredbånd😂) i en fantastisk karrysovs.

Frisklavede nudler.

Så kom vi på Izakaya 😊Her bestiller man en masse retter og deler ved bordet. Her er hvidkål, der holder sig friskt og sprødt på knust is, og med forskellige former for dip. Utrolig lækkert!

En gryde, der varmes op på bordet, fyldt med østers, tofu, forårsløg, miso, krysantemumblade. Vi fik mange andre retter: den friskeste sushi, jeg endnu har smagt, smørstegt blæksprutte, leverspyd, stegt tofu, kyllingespyd og ris, der blev vendt i suppen fra østers mv. til sidst. Hertil anselige mængder af øl og sake. Man skulle tro, det kostede en bondegård, men nej, to hundrede kroner per snude var, hvad det kunne løbe op til. Og så var det endda inklusive noget, jeg aldrig skulle tro, jeg ville komme til at opleve!

Mette og hendes japanske ven, som jeg desværre ikke kan huske, hvad hedder. Han og hans kone, som Mette går til te og blomster med, deltog også i denne festlige aften. Izakayaen gav en stor flaske sake til de mange gæster 😍.

Her er billedet af det, jeg ikke troede, jeg skulle opleve. En fisk svømmer rundt i et akvarium sammen med sine kammerater. NOGEN bestiller en bestemt ret. Fisken fanges i et net og føres hen i køkkenet, hvor kokken skærer dens kød i fire dele. Kødet serveres sammen med resten af fisken, der stadig spræller og ånder. Når kødet er spist og fisken – eller de majestætiske rester – er blevet stille, frituresteges resten og bliver spist rub og stub – også hovedet.

Dag 9

På Japanturens niende dag tog vi lokaltoget fra Kiryu til en station, hvorfra vi kunne tage Shinkansen til Tokyo og herfra metroen videre til Gaiemmae station, som ligger tæt på vores hotel. Efter at have afleveret det bagage, vi ikke gad at vandre rundt med (vi fik sendt vores kufferter, som først ville nå frem dagen efter, derfor havde vi kun lige med til en enkelt overnatning), gik vi en Murakami tur i området. Herefter kunne vi selv kigge på byen og tjekke ind på hotellet for så at mødes på jazzbar om aftenen.

Ankommet til Tokyo. Fra hotellets reception på 13. etage.

Vandretur i Aoyama, området vi bor i. Her finder man fx en smuk allé af gingkotræer, som lige om lidt får den smukkeste gule farve. Kom også forbi baseballbanen, hvor Murakami fandt ud af, at han skulle være forfatter, og tæt herpå: enhjørningerne, der velsagtens har inspireret ham til at skrive “Hardboiled Wonderland og verdens ende”.

Det nyopførte stadion, der skal indvies til OL 2020, kom vi også forbi.

Og en smuk gavludsmykning tæt på Tokyos mindste, og meget hyggelige boghandel.

Vi spiste aftensmad og lyttede til jazz på Body & Soul, som er en af Murakamis yndede jazzcaféer. Han kom dog ikke lige forbi.

Skøn jazzmusik – veloplagt orkester.

En pendent til Bella Sky på vej hjem.

Og et juletræ, der vil noget.

Dag 10

I går (tiende dag) var vi på cykeltur i Tokyo 🤗. Fire seje kvinder fra TGCT (Tokyo Great Cykling Tour) havde planlagt en 30 km lang, meget varieret cykeltur til os med indbyggede pauser og pitstops. Det var næsten en uvirkelig oplevelse at suse gennem Tokyo på to hjul! Om aftenen på soba-nudelbar og en lille aftenspadseretur.

Vores rute præsenteres i TGCT-shoppen.

Klar til afgang. Vi blev inddelt i to grupper med hver sin fortrop og bagtrop fra cykelguidefirmaet, så der var styr på os.

Første pitstop på turen var kejserpaladset. Der er lige indsat en ny kejser, men han har endnu ikke nået at flytte ind i sit fine palads.

Her får vi gennemgået kejserfamilien og arvefølgen. Kvinder indgår ikke i arvefølgen – endnu da. De fire kvinder var særdeles velforberedte og kunne deres kram.

Tungen lige i munden. Her er venstrekørsel, og nogen gange cykler vi på vejen, andre gange på cykelsti eller fortov.

Murakami pitstop ved Yotsuya Station, hvor Naoko og Watanabe fra Norwegian Wood begyndte deres vandretur i byen.

Så er vi nået til frokosten, som indtages i Rikugien parken, som blev bygget omkring 1700 tallet. Navnet betyder “de seks digtes have” og den viser 88 scener fra berømte digte. De gæve cykelguider havde sørget for lækre bento bokse og vand til alle.

Smuk er parken i al sin efterårspragt.

Dag 11

Den ellevte – og sidste😩 – hele dag i Japan var der “fri leg” i Tokyo. Det var lige som at stå i en kæmpe slikbutik og kun kunne vælge en pinocchiokugle👀. Peter brugte formiddagen med bueskydning (bestilt hjemmefra), og jeg udforskede Ginza området & vores eget lokalområde nærmere. Udforskningen nødvendiggjorde en ny kuffert – fandt en fin en til 350 kr. Om aftenen var der afskedsmiddag på fin lille restaurant i gåafstand fra hotellet. Kunne bruge en uge i Tokyo. Mindst!

Mister bueskyder – han blev undervist i tre timer og havde en meget fin oplevelse.

Jeg mødte til gengæld sjove personligheder på min vej 🤗.

Kampklædt samurai fra butik med samuraisværd.

Skyskrabere i Ginza området.

Vores to super guider, som alle er enige om, har givet os den mest fantastiske Japan oplevelse🙌.

Elisabeth og Claude holder tale for Mette Holm og Tilde Hjortshøj og giver dem små symbolske finurligheder med hints til vores Murakami trip. Vemodigt at denne rejse er slut. Nu venter kun den store hjemrejsedag. Hvor er jeg glad for, at vi tog med på denne rejse, som jeg kun varmt kan anbefale❤️❤️

En pilgrimsvandrers oplevelser – rejsebreve fra Shikoku 88

Rejsebreve fra Mirjam, deltager på Shikoku 88 – pilgrimsvandring i Japan

Mirjam og Mette

Dag 1

I Osaka blev vi hentet af bussen og kørt til det første tempel, hvor vi kunne udstyre os med vandrestav, hatte, stempelbøger mv. Vi kan få stempler og en fin kalligrafi ved hvert tempel, så vi kan dokumentere, vi har været der.
Vi startede med at besøge tempel 1, 2 og 6. På det sidstnævnte overnattede vi. Efter aftensmaden var vi med til en ceremoni, en form for aftenandagt. Vi fik forklaret lidt om buddhismen, og om at der bliver lagt meget vægt på efterlivet. Derfor skulle vi tænde et lille lys for en afdød, sætte det i et bæger og lade det flyde ned ad et lille vandløb, der løb igennem templet. Det skulle følges af gode ønsker. Det var en fin ceremoni, og det var spændende at komme ind bagved i templet. Det får man normalt ikke lov til.

Dag 2

Nu sidder jeg i det fineste værelse på et hotel langt ude på landet. Der har aldrig boet udenlandske gæster her før, så den gamle hotelmor var helt nervøs over, om hun kunne gøre det godt nok. I dagens anledning havde børnebørnene fået lov at være længe oppe, så de kunne se disse mærkværdige skabninger fra vikingernes land. De blev behørigt duperet.

Værelset er 12 tatamimåtter stort. Det er meget stort, ikke mindst på disse kanter. Her måler man ikke i m2 men i tatamimåtter. De er vævet af strå og knap 2 m2 store. Badeværelset skal jeg bakke ind på, men til gengæld er toiletbrættet overtrukket med frottè! Så bliver man ikke kold på numsen.

Så snart vi ankom, fik vi det lækreste måltid, lavet og serveret af morlil, som med bekymrede miner betragtede, om vi nu kunne finde ud af at spise maden, og om vi kunne lide den. Der var ingen problemer i nogen af delene.

Vandreturen i dag var drøj. 600 m op over en strækning på 3,5 km, og så ned igen på den anden side af bjerget.

Starten af turen var meget udfordrende for min astma, da luften også var varm og fugtig. Men jeg kom da både op og ned. Vi skulle fortsætte med en tilsvarende stigning og så med en kabelbane ned. Så jeg valgte at køre op med følgebussen sammen med flere andre.

Begge templer vi kom til var meget flotte og med fantastiske udsigter. Og naturen var meget smuk. Stejle skråninger og tæt skovbevoksning med mange cedertræer og tujaer. Nogle af cedertræerne var mega store og flere hundrede år gamle. Imponerende.

Udsigt på vej op ad bjerget

I cedertræsskoven

Templet på toppen

Moshave i templet

Kobo Daishi

Dag 3

Så fortsatte vi lørdag til tempel 26, 25 og 24. De ligger på sydspidsen af øen ud mod Stillehavet. De blev besøgt i omvendt rækkefølge, da vi skulle overnatte på 24.

Templerne er hver især meget flotte. Imponerende porte, store vogterfigurer, buddhaer, hjælpebuddhaer, gyldne lanterner og meget andet. Ofte er der et smukt haveanlæg omkring og tit med en dam med store karper.

Turen fortsatte ud til Stillehavskysten. Det var flot. Men det er også tydeligt, der er respekt for havet. Der er bygget høje mure og bølgebrydere omkring havne og lavtliggende områder. Og med jævne mellemrum står der store beton/stålkonstruktioner i flere etagers højde, hvor man kan søge tilflugt i tilfælde af tsunami. Det er betryggende, men også lidt uhyggeligt, at det er nødvendigt.

Selve kyststrækningen var utrolig flot med store lavaformationer og forrevne klippestykker.

Stillehavet og lavasten

Kystsikring

Udsigtspunkt

En del af ruten gik gennem alm. beboelseskvarterer. Det er hyggeligt at få en fornemmelse af, hvordan folk lever og bor.

Hele øen er meget frodig og et vigtigt spisekammer for landet. Der bliver dyrket rigtig mange grøntsager og frugter. Lige nu er det kakifrugter (eller sharonfrugter), der hænger modne og orange på mangfoldige træer. Appelsintræerne bugner, men de er endnu ikke modne.

De jordlodder, der bliver dyrket, er ikke ret store, heller ikke rismarkerne. Meget arbejde udføres med håndkraft, og ellers er det maskiner, der ikke er meget større end en havetraktor.

I området var der rigtig mange rovfugle. Det var glenter med fint kløftede haler. De svævede i flokke på op til 5-6. Et imponerende syn.

Vi sluttede dagen med at stige ret stejlt op til tempel 24, hvor vi overnattede. Her var der en formidabel udsigt over Stillehavet.

Dag 4

På tempel 24, hvor vi overnattede, var der mulighed for at deltage i munkenes ceremoni kl 6. Den foregik på 5. sal, og da templet i forvejen ligger højt var der en formidabel udsigt over Stillehavet. Det var kun lige begyndt at lysne, da ceremonien startede. Vinduet var mod vest, så vi kunne ikke se solopgangen, men efterhånden kunne man se, sollyset lande på byen ved bugten nedenfor bjerget.

Tempel 24

Søndagsmarked

Herefter kørte vi til Kochi, der er en charmerende by, også på den sydlige del af øen. Vi besøgte byens søndagsmarked. Det var smadder hyggeligt. Der var lækre fødevarer, kunsthåndværk, nye og gamle ting. Lige lovligt fristende for en loppemarkedshaj som mig! Men jeg holdt mig næsten i skindet.

Efter loppemarkedet besøgte vi tempel 31. Der var en umådeligt flot moshave. Det kan jeg godt lide. Det er så fint og blødt og i mange grønne farver. Man må endelig ikke træde på det.

Hjemme undrer jeg mig over, at så mange bekæmper mosset i haven. Jeg synes, det er flot.

Vandringen ned fra templet (ja, de fleste ligger desværre på bakke- eller bjergtoppe) gik gennem en fin bambusskov. De flotte grågrønne stammer, og de tynde blade giver et helt specielt smukt lys i underskoven. Bambussen bliver hurtigt 10-15 cm i diameter og flere meter høj. Det er en energisk plante.

Herefter var det heldigvis fladt. Vi gik langs en flod et godt stykke vej. Der var skildpadder nogle steder, og der var også de fineste sartblå vandhyacinter. De vokser vist nærmest som ukrudt, men de var godt nok flotte.  Vi kom også gennem hyggelige gamle boligkvarterer med smalle gader og fine haver. Nogle af strækningerne gik vi i tavshed. Det var rart og gav en større opmærksomhed på omgivelserne, selvom det også er super hyggeligt at gå og småsnakke med de andre under vejs.

Mange mennesker hilser pænt på os og forsøger at snakke lidt. Af og til får vi også en lille gave, da det er kutyme over for pilgrimme. Det kan f.eks. være et stykke frugt. I området dyrkes der de lækreste pærer, som er meget store, sprøde og saftige. De koster 50-60 kr. pr stk.! Men de er altså også gode og lige så store som en stor grapefrugt. Et sted, hvor jeg købte nogen, der var lidt billigere ved en vejbod, dukkede der en dame op, som i en fart havde skrællet en og skåret den i passende bidder, så vi fik alle et stykke. Det er da en fin gestus overfor sådan en flok danskere, der er selvvalgt vejfarende.

Nashi pærer

Dag 5

Vi blev kørt tilbage til 32 og gik så mod tempel 33. På ruten skulle vi krydse en bugt med en lille færge.

Sejlturen varede ca. 10 min. Det var hyggeligt. Ved templet var der nogle meget store og smukke sommerfugle. De havde et vingefang på ca. 10 cm og var ekstremt sjældne. De var kommet fra Taiwan. En af munkene havde plantet Hjortetrøst i tempelhaven, fordi sommerfuglene godt kunne lide dem, (hjemme er den plante også meget omsværmet). Det var så særligt, at der havde været en længere avisartikel om det.

På første del af turen var der i øvrigt rigtig mange sommerfugle, men ikke så store som disse. Der var næsten selvlysende gule Citronsommerfugle og små fine Blåfugle + en masse jeg ikke kender. Der var også rigtig mange flotte guldsmede.

Besøg fra Taiwan

Tempel 33

Japans ældste offentlige bad

Efter tempel 33 blev vi kørt tværs over øen til Matsuyama. Her kunne vi komme i en meget fornem varm kilde. Det var super lækkert.

Heldigvis har der været varme kilder, mange af de steder vi har overnattet. Det har været dejligt at blive blødt op i musklerne efter dagens vandring, og måske har det også været med til at modvirke ømhed.

Dag 6

Næste dag var der tempelmaraton. 6stk! og ca. 15 km.

Ved det første var der et stenaftryk af Buddhas fødder. Når man stillede sig der uden sko, ville ens smerter forsvinde. Så det er måske også medvirkende til, jeg ikke har haft ondt i fødderne!

Der var også nogle kæmpestore enebærtræer. Jeg var slet ikke klar over, de kunne få det format, og så var de ca. 1000 år gamle. De var fascinerende.

Raske fødder

Efter høsten

Turen gik gennem landbrugsarealer. Der stod neg af tærsket ris til tørre på markerne. Og nogle steder var der tørrestativer med ris, der stadig havde kernerne på. Det er meget små marker, og en del arbejde laves uden maskiner. Det er primært ældre mennesker, der har de små landbrug, og det er på længere sigt et problem for landet, at de unge ikke vil tage over. Men der er samme tendens, som hjemme, at de unge flytter ind til byerne.

Men det er nu spændende at gå og kigge på, hvordan de forskellige afgrøder bliver dyrket.

Det er jo noget af det, der er fedt ved at bevæge sig langsomt gennem landskabet. Og duftene får man også med. Der er en stedsegrøn busk med nogle kønne orange blomsterklaser, som dufter helt vidunderligt. Der er til gengæld også noget, som nærmest lugter af hundelort! Det er Gingotræets frugter. Frugtkødet er særdeles ildelugtende, men nødden indeni smager aldeles fortræffeligt. Figentræer er der også mange af. De har en dejlig kokosagtig duft, når man går forbi.

Om aftenen kunne jeg høre en stor flok fugle, der lignede stære, gå til ro i nogle træer nedenfor hotellet. Næste morgen vågnede de lidt før solopgang under stort ståhej. Da de lettede, fløj de i flok (de var mange nok) og lavede opvisning, nærmest som ”sort sol”. Det så flot ud, men varede ikke ret længe, så var de væk.

Dag 7

Vi kørte til Imabari, og den by ligger ved Seto-Indlandshavet på nordkysten. Det er et øhav med mange små øer, og så kan man se til hovedøen Honshu. Vi gik mellem templerne 54-58. Da vi kørte videre til hotellet var månen stået op. Den var næsten fuld og helt rød. Nej, hvor var det flot.

Udsigt til Seto indlandshavet

Stamgæster i tempel 57

Dag 8

Nu nærmer vandreturen sig sin afslutning. Det er næstsidste dag, og vi skal se tempel 71-75.

Det er mange, vi når at se, og det er svært at skelne det ene fra det andet. Men det gør nu heller ikke så meget. Det er jo for så vidt vandringerne imellem templerne, der er det primære. Og så er der jo 88 at tage af, så der er basis for flere ture, hvis lysten skulle melde sig. På et tidspunkt mødte vi en mand, der havde taget hele turen 60 gange!

Vi er nu nået til øens nordøstlige hjørne og starter med at gå godt 400 trappetrin op. I programmet står, 300, men det holder ikke stik. Det var en smuk tur op gennem skoven, og det gik fint med at komme op.

Trapper

Trapper

…og atter trapper

Der var en dejlig udsigt over Indlandshavet. Templets hovedalter er hugget ud i en hule i bjerget, og her kan man blive helbredt for alle mulige skavanker. Således opfrisket klarede jeg nedstigningen i fin stil gennem en stor bambusskov. Mange bambus var væltet og lå hulter til bulter. Det gav en fornemmelse af at være en lille myre i et mikadospil.

Senere kom vi forbi en sø. Hvor der var spændt net ud i en stor firkant. En gammel mand stagede rundt i en lille båd og fiskede noget rundt hvidt noget op, der så ud til at være let. Vi havde mange bud på, hvad det kunne være. Men der var nu ingen, der havde fantasi til at gætte rigtigt. Det var golfbolde! Ved søbredden var en overdækning, hvor en hel række mænd stod og slog bolde ud over søen, i forsøget på at ramme hullerne i to små kunstige øer!! Det var så ret tydeligt, det ikke altid lykkedes, for den gamle mand havde god fangst.

Ja, der er meget man kan undre sig over.

Dagens etape gik fra by til land, og gennem landbrugsarealer. Jeg, lille husmandskone, synes, det er sjovt at se, hvordan afgrøderne dyrkes.

Vi kom forbi en kiwiplantage. Der stod 4 gamle træer, som var espalieret vandret, ligesom vindruer på en meget stor pergola. Træerne ville slet ikke kunne bære sig selv, hvis understøtningen blev fjernet. De frugter, der næsten var modne, var omhyggeligt pakket ind i små papirposer, for at insekter og fugle ikke skulle forgribe sig på dem. Det ser pudsigt ud.

Kiwitræ

Pagode og kamfertræ

Dagen slutter ved et meget stort og betydningsfuldt tempelkompleks. Det er her munken Kobo Daishi, som er den munk, der har etableret pilgrimsruten, er født i 774.

I tempelkomplekset er der en meget flot 5 etagers pagode, og så nogle kamfertræer, som siges at være plantet af Kobo Daishi. Om det er rigtig, er jo ikke nemt at vide, men de ser ud til at være ældgamle, og de er mega store. Imponerende. Man bliver helt ydmyg over at stå ved sådan nogle gamle væsner.

Dag 9

Vi overnattede på templet, og næste morgen kunne vi deltage i munkenes morgenceremoni. Så det var op kl. 5 og i gang kl. 6. Der var mange munke, nogen talte, andre messede og det virkede meget højtideligt. Ceremonien sluttede af med, at vi blev ledt ned i en mørk underjordisk gang, som vi skulle gå igennem med den ene hånd på væggen, for at finde vej. Gangen ledte hen under Kobo Daishis fødested, så det var en vigtig rute. Det var specielt, men en fin oplevelse.

Turen fortsatte med at køre hen til en vigtig shinto-helligdom. De templer, vi har besøgt, er ellers buddhistiske. Men japanernes oprindelige religion hedder shinto. Senere er buddhismen kommet til. Og efter sigende har de fleste japanere 2,7 religion!

De bruger shinto til livets glade begivenheder, som navngivning, forskellige overgangsritualer (en form for konfirmation) og til bryllupper. Men den tro har ikke noget begravelsesritual, så derfor bruger de buddhismen i forbindelse med livets afslutning. Nogle vælger så ydermere at blive viet efter både shintoritual og kristent ritual. Det kan da blive til noget! Det vil vel nærmest svare til, at vi bruger vores gamle asatro i dagliglivet, kristendommen ved begravelser og asatro blandet med islam ved bryllupper! Ja, det synes jeg godt nok er mærkeligt.

Port til helligdommen

Aflagte pilgrimsstave

Vi skulle slutte af med tempel 88, hvor vi også skulle efterlade vores pilgrimsstav. Det ligger i 4-500 m højde, og der var lidt tidspres, så der skulle gås til. Derfor valgte jeg at køre med bussen. Det var en god løsning. Vi, der kørte, fik så lige besøgt et par templer mere, mens de andre stred sig op ad bjergsiden.

Vi mødtes ved templet, og afleverede i fællesskab vores stave.

Afslutningen blev fejret med blommevin, og da vi også skulle tage afsked med vores søde buschauffør fik han div. gaver. Han blev ganske rørt.

Men han har gjort en god indsats. Han har kørt sikkert og roligt i det bjergrige terræn og ad meget små veje og stræder. Vi har følt os helt trygge ved hans kørsel. Det er rart, når man kører i et hårnålesving og kan se ned over en stejl bjergside.

Bus og gruppe

Dag 10

Efter endnu en overnatning, tog vi afsked med Shikoku, og kørte med tog til den gamle kejserby Kyoto. Kyoto er en vildt spændende by. Den blev skånet for bombning under 2. verdenskrig, så der er et utal af velbevarede templer, helligdomme og andre seværdigheder.

Toji-templet

Vi startede med at gå hen til det tempel, hvor den gode Kobo Daishi blev præst en gang i 700-tallet. Den har en flot 5 etagers pagode, som er vartegn for byen. Bagefter gik vi hen til vores hotel i Geisha-kvarteret. Så, efter vi sluttede vandreturen, gik vi 10 km den ene dag og 12 den næste. Da havde jeg smidt vandrestøvlerne og taget kondisko på, og – fik min første vabel!

Dag 11

Næste dag havde guiderne arrangeret tur til teceremoni, besøg ved Kejserpaladset og besøg på Rakumuseum.

Teceremonien var en meget fin oplevelse. Kvinden, der forestod den, var i en smuk kimono. Hun fortalte lidt om, hvad det nærmere gik ud på, og lavede så grøn te efter alle kunstens regler. Hver enkelt lille bevægelse har betydning. Det er nærmest en hel teaterforestilling. Smukt. Inden vi skulle smage teen, fik vi en sød kage, da teen ellers er for bitter.

Vi lærte også, at man skal dreje teskålen og beundre den, inden man drikker fra bagsiden, så der ikke løber dråber ned over forsiden. Og bagefter kigger man på stemplet under bunden, og beundrer det. Det er så åbenbart den skik, japanerne tager med sig til Danmark. For når jeg har dækket fint bord til dem hjemme, vender de tit tallerknerne og udbryder i stor begejstring ”Ooh, Royal Copenhagen!” – Det er jo ligesom ikke helt passende hjemme, men det er en fin gestus fra deres side, og viser de sætter pris på værtindens opdækning. Ja, der kan hurtigt opstå pudsige ting, når kulturer mødes.

te-ceremoni

grøn te og kage

Dag 12

Mandag var jeg på egen hånd, og besøgte mit yndlingstempel Kiyomizudera. Det ligger meget smukt op ad en bjergskråning og har en stor terrasse, der er understøttet af en enorm trækonstruktion i mange etager. Vejen derop kaldes Tepottestræde og er spækket med små sjove butikker. Jeg købte noget i en, og da jeg skulle betale, tog jeg en håndfuld mønter fra pungen, og begyndte at tælle op. Da jeg havde nået det rigtige beløb, begyndte ekspeditricen at tage de større mønter fra, og erstatte dem med de mindre, som jeg stadig havde i hånden. Jeg fik de store tilbage, og på den måde fik jeg tyndet ud småpengene, så resten var mere overskuelige for mig. Og man behøver ikke en gang at være bekymret for, om hun vil snyde en.

Om aftenen var der fælles afskedsmiddag på en meget lækker og lokal restaurant. Vi fik Kyotospecialiteter. Det smagte dejligt.

Dag 13

Og tirsdag morgen drog rejsegruppen så hjem igen.

For mig var turen en dejlig oplevelse. Det var en helt anden måde at opleve landet på, end jeg plejer. Som regel har jeg skulle holde foredrag mange forskellige steder i landet, så det har ofte været ret hektisk. Denne tur gav en dejlig ro i krop og sjæl, så det også blev nemmere at give udtryk for de mange indtryk.

Og så var det dejligt at møde så mange hyggelige og engagerede mennesker.

  Coronavirus
Læs mere her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores Top10 over Kyotos ukendte perler