JAPAN

日本

Japan

Er du nysgerrig på Japan som destination til din næste rejse, kan du finde informationer om landet her. Læs om geografi og klima, det politiske system, religion i Japan og om berømte japanere.

Fakta om Japan

Navn på japansk: Nihon/Nippon
Styreform: Konstitutionelt monarki
Statsminister: Yoshihide Suga
Hovedstad: Tokyo
Administrativ inddeling: 47 præfekturer
Population: 127 millioner
Befolkningstæthed (indbygger/km²) 336,72
Etniske grupper: japanere 98,5%, koreanere 0,5%, kinesere 0,4%, andre 0,6%

Sprog: japansk; der anvendes fire forskellige skriftsystemer: Kanji (kinesiske skrifttegn), Hiragana (fonetisk alfabet), Katakana (fonetisk alfabet til fremmedord), og Romaji (det latinske alfabet)
Hovedreligioner: shintoisme og buddhisme
Valuta: Yen
Gennemsnitslevealder: mænd 78,8 år, kvinder 85,6 år
BNP pr. capita: $33.800
Læse- og skrivefærdighedsrate: 99%

Geografi og klima

Japan er beliggende i det nordlige Stillehav ud for Ruslands kyst og den koreanske halvø. Japans areal udgør 377.873km², hvilket gør landet arealmæssigt lidt mindre end Norge.

 

Med en befolkning på 127 millioner og et hovedsageligt bjergrigt terræn, der er uegnet til beboelse, er byerne typisk meget tæt befolket. Det centrale Tokyo har en befolkning på 12 millioner og befolkningen i Stor-Tokyo udgør mere end 37 millioner mennesker.

 

Japan består af fire hovedøer og mere end 4000 mindre øer. Hovedøerne er Hokkaido, Honshu, Shikoku og Kyushu, hvoraf Honshu er langt den største. Et moderne og meget effektivt jernbanesystem forbinder hovedøerne, og Japans højhastighedstog, Shinkansen, kører mellem større byområder.

Rejser til Japan

De japanske øer ligger i et geografisk område, der kaldes “Pacific Ring of Fire”. Dette område har en stor seismisk aktivitet, hvilket med mellemrum fører til vulkanudbrud og daglige jordskælv.

 

Klimaet er overvejende tempereret, men der er store regionale forskelle, da landet strækker sig over ca. 3.000 km. Hovedparten af Japan har fire årstider og en kort regntid i løbet af sommeren.

Politisk system

Japan er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki, hvor kejseren er statsoverhoved. I praksis har kejseren dog ingen reel magt. I henhold til 1947-forfatningen er kejseren et “symbol på staten og folkets enhed”. Den nuværende kejser er Kejser Naruhito.

 

Rammerne om det politiske system er et parlamentarisk repræsentativt demokrati, hvor flere partier repræsenterer folket i et to-kammerparlament. Parlamentet består af Underhuset (Repræsentanternes Hus) og Overhuset (Den Rådgivende Forsamling). Den udøvende magt ligger hos regeringen, der ledes af statsministeren. Den nuværende statsminister er Fumio Kishida. Kishida tilhører det liberalkonservative parti, der har haft magten i størstedelen af efterkrigstiden.

Religion

Der er to hovedreligioner i Japan: Shinto og Buddhisme.

Shinto er lige så gammel som den japanske kultur, men den præcise oprindelse er uvis.

Buddhismen blev introduceret fra fastlandet i det 6. århundrede og siden da, har de to religioner eksisteret parallelt og i et vist omfang komplementeret hinanden.

Selvom religion i de fleste japaneres liv ikke spiller en hovedrolle, afholdes der sædvanligvis religiøse ceremonier i forbindelse med fødsler, bryllupper og begravelser. Der er tillige mange festivaler (matsuri), som udspringer fra Shinto ritualer. Man fejrer ikke jul i Japan, hvor nytåret er årets største højtid, og på nytårsdag og de første dage i året er deten tradition at besøge templer og helligdomme for at fremsige sine ønsker for det nye år.

 

Ca. 1% af den japanske befolkning er kristne.

Rejser til Japan

Berømte japanere

Der er en lang række berømte japanere, især på det kreative område.
I filmkategorien er den bedst kendte Akira Kurosawa (1910-1998). Han anses for en af de vigtigste og mest indflydelsesrige filmskabere i filmhistorien. Kurosawa instruerede 30 film i løbet af sin 57-årige karriere.

 

Kurosawa opdagede skuespilleren Toshiro Mifune (1920-1997), som blev Japans første internationale filmstjerne. Han medvirkede blandt andet i filmene Rashomon og De Syv Samuraier.

 

En anden berømt japaner er avant-garde kunstneren og fredsaktivisten Yoko Ono (1933-), som formentlig mest er kendt for sit ægteskab med John Lennon. Kunstelskere kender formentlig også kunstneren Yayoi Kusama (1929-), hvis arbejde er baseret på konceptuel kunst. Der har været større retrospektive udstillinger af hendes arbejde på MOMA, Whitney Museum og Tate Modern samt en retrospektiv udstilling på Louisiana i efteråret 2015.

 

Inden for manga og anime er nogle af de vigtigste aktører Osamu Tezuka (1928-1989), ofte kaldet “Godfather of Anime” og skaber af Astro Boy og Akira Toriyama (1955-), som er bedst kendt for deres manga-serier og spiluniverser med Dr. Slump og Dragon Ball.

Hayao Miyazaki (1941-) er en af Japans største animationsskabere og grundlægger af Studio Ghibli. Miyazaki vandt en Oscar for animationsfilmen “Chihiro og heksene” og er siden blevet tildelt en æres-Oscar.

Videospilentusiaster kender sandsynligvis også Shigeru Miyamoto (1952-), en spiludvikler og pioner i skabelsen af Nintendos Super Mario.

 

Inden for litteratur er forfatteren Haruki Murakami (1949-) blevet verdenskendt efter hans internationale gennembrud med “Trækopfuglens Krønike”. Han anses for at være en væsentlig forfatter i postmoderne litteratur og er en populær kandidat til Nobels litteraturpris, som tidligere er tildelt to japanske forfattere – Yasunari Kawabata (1899-1972) i 1968 og Kenzaburo Oe (1935-) i 1994.

På vores rejser inspireret af den japanske litteratur dykker vi blandt andet ned i Haruki Murakamis universer.

 

Japan har ligeledes udklækket en række velkendte og veletablerede designere, herunder Kenzo (Takada) (1939-2020), Issey Miyake (1938-), Junko Koshino (1939-) og Yohji Yamamoto (1943-) inden for tøjdesign samt ikke mindst arkitekterne Tadao Ando (1941-) og Kengo Kuma (1954-)

  Coronavirus
Læs mere her

Paste your AdWords Remarketing code here