Med Murakamis romaner som indgang til Japan

En helt særlig rundrejse fra den 5. – 17. november 2020
Udsolgt

”Når jeg oversætter Murakamis romaner, forsvinder jeg ind i bøgernes verden, og da jeg oversatte hans nyeste roman Mordet på kommandanten, kom jeg på den vildeste rejse. Jeg fulgte med ham på et roadtrip til det nordlige Japan, og jeg nærmest boede sammen med ham i Odawaras bjerge. Jeg har i den forbindelse gjort mig mange tanker om, hvad portrætkunst og japansk kunst egentlig er. Min litterære rejse og tankerne omkring kunst har inspireret os til at skabe en rejse til et Japan, som kun få rejsende møder.”

Mette Holm,
Haruki Murakamis danske oversætter

 

 

På rejsen besøger vi Kobe, hvor Murakami voksede op, vi vandrer i Odawaras bjerge, hvor maleren fra Mordet på kommandanten bor, og vi oplever forskellige former for kunst – vi møder en nihonga-maler i Kyoto, ser moderne nihonga-malerier i Niigata, oplever en arkitektonisk perle midt ude i naturen og en tunnel, der leger med lys og mørke. Der bliver også tid til et tempel, hvor man kan se en munk, der er så dedikeret til den højeste oplysning, at han er blevet til en mumie. Vi besøger provinsbyen Kiryu, hvor Mette Holm har boet i et år. Og vi tager på cykeltur rundt i Tokyo og besøger steder, der vækker minder om Murakamis øvrige romaner, vi skal se på enhjørninger og opsøge andre velkendte temaer fra hans litterære værker. Og der bliver mulighed for at komme på jazzbar.

 

Det vil være en fordel, hvis man har læst Murakamis nyeste roman, Mordet på Kommandanten, inden afrejsen, men det er ikke et krav.

PROGRAM

Dag 1
Afgang fra København.

 

Dag 2
Ankomst Osaka, Kansai lufthavn først på dagen. Herfra går turen over bugten til Kobe, hvor Murakami voksede op, og hvor hans tidlige romaner finder sted. Vi besøger forstaden Tarumi, hvorfra der er udsigt over den imponerende Akashi Kaikyo bro, verdens længste hængebro, der også optræder i Kafka på stranden.

 

Dag 3
Vi starter dagen på jordskælvsmuseet i Kobe. Jordskælv spiller en rolle i flere af Murakamis værker og på museet kan man få en fornemmelse af, hvordan et jordskælv føles. Fra Kobe kører vi til Kyoto, hvor vi besøger en Nihonga-maler og bliver klogere på denne særlige japanske kunstform.

 

Dag 4
I dag er der mulighed for at opleve Kyoto på egen hånd. Gå på opdagelse i de mange fine butikker med kunsthåndværk af høj kvalitet, opleve gamle templer og smage på lokale delikatesser.

 

Dag 5
Vi fortsætter med shinkansen tog til Odawara, hvor portrætmaleren i Mordet på Kommandanten søger tilflugt efter at være blevet forladt af sin kone. Vi besøger et observatorium, der kan have inspireret Murakami til Menshikis hus i romanen. I bjergene ved Odawara overnatter vi på ryokan hotel (japansk gæstgiveri), spiser fælles middag og bader i naturlige varme kilder.

 

Dag 6
Vi bruger formiddagen på en vandretur i bjergene og oplever den smukke natur. Bagefter besøger vi byen Odawara, hvor portrætmaleren underviser. Vi spiser middag sammen på en af Murakamis yndlingsrestauranter i nærheden af Odawara og overnatter igen på ryokan.

 

Dag 7
Efter to dage i området ved Odawara følger vi i portrætmalerens fodspor nordpå til fiskerbyen Murakami i Niigata ved Det japanske Hav. Niigata er berømt for sin eksklusive sake og Murakami by for sin lækre laks. Der bliver tid til både en lille sake-smagning og besøg på et laksemuseum. Vi bor igen på japansk vis, spiser fælles middag på ryokan hotel og bader i varme kilder med havudsigt.

 

Dag 8
Fra Niigata kører vi igen ind i bjergene mod provinsbyen Kiryu, hvor Mette har boet af flere omgange. På vejen besøger vi kunstprojektet Tunnel of Light, et tempel med en selv-mumificeret munk og et tempel udsmykket med moderne Nihonga-malerier.

 

Dag 9
For de morgenfriske er der indlagt en vandretur op på Suido-bjerget for at nyde udsigten over Kiryu by. Resten af dagen tilbringer vi i Kiryu, hvor vi cykler rundt og oplever hverdagen i en japansk provinsby. Vi spiser fælles middag om aftenen.

 

Dag 10
Om morgenen tager vi shinkansen til Tokyo. Vi spiser ramen ved Tokyo station, før vi tager metroen til Aoyama, hvor der er flere lokationer fra Murakamis romaner, og hvor vi også skal bo. Vi går en tur i kvarteret og indsnuser stemningen, som ligger til grund for flere af Murakamis romaner.

 

Dag 11
I dag skal vi med lokal cykelguide på en 30 km cykeltur rundt i Tokyos gader. Ruten er blandt andet inspireret af Torus og Naokos gåtur i Norwegian Wood.

 

Dag 12
Der er tid på egen hånd til at udforske Tokyo, shoppe, gå på museer, og hvad man ellers har lyst til. Vi mødes til afskedsmiddag om aftenen.

 

Dag 13
Hjemrejse fra Tokyo.

 

NB. Dagsprogrammet er vejledende. Der kan forekomme ændringer som følge af vejr eller andre hindringer.

PRAKTISK

Der er tale om en aktiv rejse, og deltagelse kræver, at man er i stand til at gå 10-12 km flere af dagene i varierende terræn samt cykle 30 km i Tokyo. På rejsen er der to danske rejseledere, der begge har indgående kendskab til Japan og taler japansk.

 

Pris pr. person i delt dobbeltværelse 31.750 kr. Tillæg for enkeltværelse 3.950 kr.
Vi ønsker en gennemsigtighed i vores prispolitik, så på vores rejser, skal man ikke betale ekstra for at deltage i de planlagte aktiviteter og udflugter, der er en del af programmet.

 

Tilmelding senest 20. august 2020 på info@ichibantravels.com. Depositum på 6.875 kr. opkræves ved tilmelding og pladsen er først sikret, når depositum er indbetalt. Vi rejser kun med små grupper, da det giver det bedste møde med Japan og deltagerantallet er derfor begrænset til 16 personer (min. 12 deltagere).

 

Prisen inkluderer:

 

  • Mette Holm som rejseleder med særlig ekspertise
  • Fly København – Osaka, Tokyo – København
  • 11 overnatninger på 3* hoteller
  • Morgenmad alle dage
  • 5 x aftensmad (ekskl. drikkevarer), dag 5,6,7,9 og 12
  • Lufthavnstransfer ved ankomst og hjemrejse
  • Transport med Shinkansen og øvrige tog
  • Transport til de i programmet angivne steder
  • Entreer til de i programmet angivne aktiviteter, herunder sake-smagning i Niigata og cykeltur i Tokyo
  • Bagagetransport (1 stk. bagage pr. person) på udvalgte strækninger
  • Dansk teknisk rejseleder og japansk cykelguide
  • Bidrag til Rejsegarantifonden, skatter, afgifter og ansvarsrisiko

 

NB ikke inkluderet: rejse- og afbestillingsforsikring, øvrige måltider, et eventuelt besøg på jazzbar og øvrig transport såsom metro og taxi.
Rejseforsikring med tilstrækkelig dækning for sygdom og hjemtransport er en forudsætning for deltagelse.

 

Generelle betingelser for rejser med Ichiban Travels findes her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores Top10 over Kyotos ukendte perler