Coronavirus
Læs mere her

Paste your AdWords Remarketing code here

Kyoto

京都

Hjertet af Japans gamle kultur. Elsket for sin historiske værdi og beundret for sine utallige templer, helligdomme, haver og ikke mindst den udsøgte Kyoto cuisine.

Byen har et fast indbyggertal på knap 1,5 mio. men besøges årligt af mere end 50 mio. japanske og udenlandske gæster. I perioden fra 794 til 1868 tjente Kyoto som hovedstad, og man finder stadig flere af kejserens paladser og villaer i byen, som man efter ansøgning kan få lov at besøge.

 

Byen ligger i en frodig dal i Kansai-regionen. Byen er omgivet af natur og har en helt særlig stemning, der ikke umiddelbart afslører dens størrelse. Det er nemt at komme rundt i byen enten på gåben, cykel eller med et velfungerende netværk af bybusser, tog og metro.

På en tur rundt i byen kan du ikke undgå at støde på et af de utallige templer og helligdomme, der gemmer sig i små gyder eller udgør store, imponerende komplekser. Du vil se fint anlagte haver med nøje udvalgte planter, træer, blomster, sten, der giver den helt rigtige æstetiske balance. Bevæger du dig lidt væk fra hovedgaderne i byens centrum finder du charmerende, snævre gader med gamle byhuse (Machiya), hvor små butikker, te-huse og godt gemte restauranter holder til. Gå en tur igennem det stemningsfyldte Geisha-distrikt, Gion, først på aftenen, hvor du kan være heldig at spotte en Geisha på vej på arbejde.

 

Kyoto er på mange måder Japans kulturelle centrum. Her holder man gamle håndværkstraditioner i hævd. Du finder noget af det fineste keramik, lakarbejde, tekstil og genstande lavet af træ og bambus. Gå på opdagelse i de utallige små butikker med kunsthåndværk og få masser inspiration og måske et smukt minde med hjem.

Der er også mulighed for kulturelle oplevelser, hvor man selv deltager, fx kalligrafi, ikebana blomsterarrangement, te-ceremoni, japansk madlavning og meget andet.

 

Kyotos fire årstider

Forår

Blommetræernes blomster markerer forårets komme, men den absolutte højsæson i Kyoto, starter når kirsebærtræernes mangeartede blomster – Sakura – springer ud. Blomstringsperioden er kort og flokke af mennesker samles for at nyde synet og holde picnic under træerne.

Foråret er også tiden, hvor man kan nyde årets første høst af grøn te fra Uji’s te-marker i det sydlige Kyoto.

 

Sommer

Sid på en terrasse over Kamogawa-floden og nyd et udsøgt måltid. Oplev Gion Matsuri, en festival med mere end 1100 års historie, der sætter Gion og store dele af byen på den anden ende i det meste af juli måneds sommerhede. Eller tag til floderne ved Arashiyama eller Uji og oplev det særprægede skarv-fiskeri, hvor specialtrænede skarv-fugle i snor fisker i floderne ved Arashiyama og Uji.

 

Efterår

Efteråret er mildt, og højdepunktet er træernes skift til dramatiske røde og gule farver (Koyo). Gå en tur i bjergene ved Arashiyama og oplev det enestående syn.

I oktober afholdes Jidai matsuri, en vigtig festival der fejrer etableringen af Kyoto, hvor indbyggerne ifører sig historiske klædedragter og paraderer gennem byen fra Kejserpaladset til Heian Shrine.

 

Vinter

Vinteren er kort, og der falder ofte lidt sne. Få varmen i den naturlige spa i Kurama Onsen.

Matsumoto

松本

 

I de dragende japanske alper finder man byen Matsumoto, der ikke mindst elskes for sin respektindgydende borg, i folkemunde kaldet Krageborgen på grund af dens sorte mure. Borgen er med sine godt 400 år Japans ældste originale borg. Matsumoto borgen er særdeles velbevaret og figurerer på listen over Japans nationalskatte.

Byen ligger i 650 meters højde i en frugtbar dal omkranset af 7 store bjerge, hvoraf Yariga-take, Hotaka-dake og Norikura-dake alle er mere end 3.000 meter høje. Solnedgangen over byen er malerisk – et dybt betagende syn, man aldrig glemmer.

 

Byen byder på smukke gader, naturlige varme kilder og unikke shopping muligheder. Særligt på Nawate-dori, der er en gammeldags shoppinggade fyldt med små butikker, der sælger antikviteter, bøger, lokale delikatesser, kunsthåndværk, og meget mere. Du finder også et hav af cafeer og restauranter, der serverer specialiteter fra området, eksempelvis frisklavede soba boghvedenudler, eller du kan friste dig selv og dine smagsløg med et besøg på wasabifarmen Daio. På grund af det rene vand fra de nordlige alper, dyrkes her noget af den bedste wasabi, der findes.

 

Er du til klassisk musik, så er slotsbyen kendt for Suzuki-metoden. Fans af klassisk musik bør overveje et besøg i Matsumoto under Seiji Ozawa Matsumoto-festivalen, der finder sted i august/september måned, og som blev grundlagt af den berømte dirigent Seiji Ozawa.

Matsumoto er også fødeby for den internationalt anerkendte avant-garde kunstner, Yayoi Kusama. Du vil se flere af byens busser pyntet med kunstnerens signatur-prikker, og Matsumoto City Museum of Art har en fin permanent udstilling med hendes værker.

 

De 4 årstider i Matsumoto

Foråret giver dig mulighed for at opleve kirsebærtræerne blomstre på en baggrund af sneklædte bjerge.

 

Sommeren er den perfekte årstid til vandring i de naturskønne bjerge, der omgiver byen. Nyd en kølig brise på Utsukushigahara plateauet og den spektakulære panoramaudsigt over Mt. Asama mod øst, alperne mod nord og vest og Mt. Fuji mod syd.

 

Efteråret inviterer dig til æbleplukning og det store sceneskift, når bladene skifter farver, og det ser ud som om, bjergene står i flammer. Aftenen kan nydes med den lokale soba og en klatretur op ad usikre trapper til Krageborgens smukke måneskinsrum, hvor der afholdes fuldmåne festival.

 

Vinteren giver rig mulighed for skiløb i de omkringliggende bjerge. Aftenen kan med fordel anvendes til et afslappende bad i en af ​​de mange skønne varme kilder. For de dyreinteresserede er det muligt at se de berømte sneaber, der også sætter pris på et varmt bad.

Tokyo

東京

 

Velkommen til Japans hovedstad som med sine 13 mio. indbyggere er en del af verdens største urbane område. I Stortokyo bor der 35 mio. mennesker, svarende til godt 25% af landets samlede befolkning. Byen strækker sig langs Tokyo bugt og gennemløbes af flere store floder. Byen hed oprindeligt Edo, hvilket betyder flodmunding, men skiftede i 1868 navn til Tokyo, der betyder den østlige hovedstad.

 

Tokyos enorme byområde ligger på flade flodsletter og på en klar dag, kan man se det majestætiske Fuji-bjerg knejse 100 km mod vest. Byen er et paradoks. En stor del er relativt nybygget som følge af omfattende ødelæggelser gennem tiden under brande, jordskælv og bombardementer under 2. verdenskrig, men man finder også smukke gamle templer og haver.

Her kolliderer tradition med popkultur, og variationen er uendelig fra små traditionelle te-huse og betagende grønne parker til larmende spillehaller, neonlys og en imponerende skyline. Byen er oprindelsessted for Edomaezushi, den i vesten bedst kendte form for sushi – rå fisk på kogt ris – og blev udviklet som fastfood i 1820’ernes travle Edo.

 

Madmekka og tradition

Stå op før solen for at fange den livlige fiskeauktion på Tsukiji Markedet og prøv en frisk sushi-morgenmad på en af Tsukijis mange spisesteder. Gå en tur i det fashionable Ginza eller brug lidt tid i kejserens smukke have og slut af på et af byens mange fantastiske museer. Hvil benene undervejs på en af de utallige restauranter og caféer i en by, der tager madlavning alvorligt. Byen kan bryste sig af fire gange så mange restauranter som New York og London tilsammen og mere end dobbelt så mange Michelin-stjerner som den nærmeste konkurrent, Paris. Siden 2013 har det japanske køkken været anerkendt af UNESCO som en væsentlig kulturarv.

 

Hovedstaden er et mekka af shoppingmuligheder og underholdning for enhver smag. Besøg for eksempel det eksklusive Aoyama med dets mange arkitektoniske perler og high-fashion brands og Harajuku-området, der er centrum for den mere ekstreme ungdomskultur. Køb køkkenudstyr og knive så skarpe som samuraisværd på Kappabashi-gaden. Besøg en temapark eller et af de utallige spændende museer, der giver dig mere viden om landet, dets kunst, håndværk og kultur.

Ryokan

 

En ryokan er et japansk gæstgiveri eller kro, hvor man tager hen for at nyde god mad og slappe af i fredelige omgivelser. At bo på en ryokan er som at træde ind i en anden verden. Her kan man virkelig opleve essensen af Japan. Både til morgen og aften får man japansk mad, og værelserne er indrettet med skydedøre og tatami-måtter på gulvet, hvor der til aften bliver bredt futoner ud til at sove på.

 

Ryokan’er findes ofte i bjergene, og mange steder har man også onsen bade (naturlige varme kilder), som gæsterne kan benytte. På værelset finder man en yukata, en bomuldskimono, som man har på, mens man opholder sig på ryokan’en.

Okinawa

 

Okinawa er en lille øgruppe i det sydligste Japan med vidunderlige badestrande og skøn natur. Klimaet er subtropisk, så der er varmt det meste af året, og der er gode muligheder for dykning, snorkeling og anden vandsport. Hele øgruppen er rig på kultur og traditioner. Her finder man en oprindelig hesterace, fødestedet for karate, den smukkeste keramik i havets mange blå farver, uberørte sandstrande og endeløst hav. Et sandt ferieparadis.

 

I orkansæsonen fra juli til september kan vejret blive ustadigt, men temperaturen er behagelig hele året rundt.

Shukubo

 

Der er flere steder i Japan, hvor der er mulighed for at prøve Shukubo, hvilket betyder tempelovernatning. Adskillige buddhistiske templer og visse Shinto helligdomme tilbyder overnatning i traditionel stil, hvor man sover på gulvet - liggende på futoner – og spiser den samme vegetarmad til morgen og aften som munkene. Der er stor forskel på komforten på Shukubo – nogle steder er det en spartansk sovesal og andre steder minder det mere om et hotel med eget bad og toilet. Ens for alle er, at de er drevet af munkene og oprindeligt etableret for at besøgende pilgrimme havde et sted at overnatte. Overnatter man på Shukubo kan man får lov at deltage i munkenes ceremoni, som regel tidligt om morgenen, hvor der chantes og udføres forskellige ritualer.

Sneaber

 

Ved Nagano i de japanske alper ligger Jigokudani parken, der er et reservat for japanske Macaque aber, også kaldet sneaber, da de lever i kolde og snerige egne. Reservatet blev til i 1964 for at beskytte og bevare bestanden og observere de vilde aber i deres naturlige habitat.

 

Besøger man reservatet om vinteren, kan man opleve aberne bade i de varme kilder. På de kolde dage kan man se aberne sidde i badene, og det er helt tydeligt at de på meget menneskelig vis nyder det varme vand. Denne adfærd er unik for bestanden i Jigokudani, hvor der findes mange varme kilder.

Sumo

 

Japans nationalsport, sumobrydning, er en populær og underholdende tilskuersport. Sumo har rødder i Shinto-religionen og kan spores ca. 2000 år tilbage. Sumo blev oprindeligt praktiseret som underholdning for Shinto-guderne for at sikre rishøsten. I dag følger man stadig nogle af Shinto ritualerne såsom renselsesritualet, hvor bryderne inden kampen smider salt i ringen og stamper de onde ånder væk.

 

Der findes ingen vægtklasser i sumobrydning, så det er kun ens talent, der bestemmer, hvilken rang man har. Der er 6 sumo-divisioner og første division, makuuchi er inddelt i 5 rangklasser. En sumobryders rang bestemmes af de seneste resultater, og man kan således rykke både op og ned gennem hele sin karriere, medmindre man har nået den højeste rangklasse af Yokozuna.

 

Sumo-turneringer afholdes hver anden måned (kun ulige måneder) og varer 15 dage. Halvdelen af gangene er der turnering i Tokyo og resten i henholdsvis Osaka, Nagoya og Fukuoka, og det er en særdeles underholdende måde at tilbringe en dag på.

 

Har man ikke mulighed for at se en sumo-turnering live, er det muligt at se daglige highlights på NHK World www3.nhk.or.jp/nhkworld under turneringen.

Kanazawa

 

Kanazawa ligger i den centrale del af Honshu ved Det japanske Hav og var fra slutningen af det 16. århundrede og 300 år frem hovedsædet for en af de mest magtfulde feudale klaner, Maeda-klanen, som dyrkede kunst og kultur i en grad, som stadig præger byen. En del af Kanazawas gamle geisha- og samurai-distrikter står stadig som en eventyrlig påmindelse om tidligere tiders raffinement og håndværksmæssige færdigheder.

 

Befolkningen udgør en lille halv million, og byen ligger smukt mellem bjerge, floder og hav og kan bryste sig af at have en af Japans tre vigtigste landskabshaver, Kenrokuen, liggende i sit centrum. Ved siden af Kenrokuen-haven ligger resterne af Kanazawa Borg, herunder en imponerende hovedport, der er nøje rekonstrueret efter gamle tegninger, fotos og arkæologisk research. Byen har også mange spændende museer og et væld af fine butikker, hvor man kan finde alt det kunsthåndværk, som Kanazawa er berømt for. En specialitet i Kanazawa er brugen af det fine bladguld, der kræver et meget højt niveau af teknisk kunnen. Bynavnet betyder ”marsk af guld” og siges at have sin oprindelse i historien om en bæk, hvor de lokale bønder engang fandt guld.

Onsen

 

Onsen er en naturlig varm kilde. Som følge af en meget aktiv undergrund, er Japan rig på varme kilder med mange forskellige mineralske kvaliteter. Badene findes over hele landet, så uanset hvilken del man besøger, er der en chance for at prøve denne meget japanske oplevelse. Ofte er der både indendørs og udendørs bade, og det er en lise for sjælen at sænke sig ned i et varmt bad og kigge på stjernehimlen.

 

Badene ikke er beregnet til at vaske sig i, og man forventes at foretage en grundig afvaskning ved en vaskestation, inden man går i. Det er udelukket at komme sæbe i badene eller dyppe sin vaskeklud eller sit hår deri. En onsen er et sted, hvor man slapper af, lader op og bliver et nyt menneske.

Fuji-bjerget

 

I Japan sætter man stor pris på naturen og i særdeleshed bjergene, så meget at man faktisk har en årlig helligdag i august, der hedder ”Bjergets dag”. Fuji-bjerget med sine 3776m og ikoniske form er det mest kendte og elskede bjerg i Japan og bruges ofte som et symbol for landet. Bestigning af bjerget er en attraktion i sig selv og mellem juli og september hvert år bestiger bjergentusiaster i hundredtusindvis Fuji. Der er fire forskellige ruter op ad bjerget og afhængig af, hvilken man vælger, tager det mellem 5-10 timer at nå til toppen. Det er populært at gå derop, så man kan se solopgangen fra toppen, og for at undgå højdesyge kan man hvile sig nogle timer i en af bjerghytterne undervejs på ruterne. Det er muligt at bestige bjerget på egen hånd eller med en bjergguide. Som altid, når man færdes i bjergene, er det vigtigt at være ordentligt forberedt med udstyr og påklædning, da vejret er omskifteligt og temperaturen falder drastisk på vejen op. Men er man først nået op, venter der en spektakulær udsigt.

Årstider

 

Japan har fire årstider (forår, sommer, efterår, vinter), der falder samtidig med de danske årstider.

 

Foråret er lunt og dejligt og et rigtig godt tidspunkt at besøge Japan. Det er en relativt tør årstid og omkring slut marts-start april kan man opleve de vidunderlige kirsebærblomster, der lyser op i bjerge og byer.

 

Sommeren starter med en kortere regntid (slut juni til midt juli), hvor der kan være risiko for oversvømmelser, da det regner meget i denne periode i det meste af Japan. Hokkaido og de nordligste egne er dog ikke plaget af regntid. Efter regntiden kommer en varm og fugtig sommer.

 

Efteråret er lunt og behageligt helt frem til midten af november og også et godt tidspunkt at besøge Japan. Efterårsfarverne, når træerne skifter til røde og gule blade er enestående smukt.

 

Vinteren er kølig og i bjergene sner det meget. Denne årstid er perfekt til ski, sneaber og varme kilder.