Dag 1
Oh, Japan – hvilken særegen oplevelse! Flyrejsen er lang og ubarmhjertig – men det hele værd?
Efter bus fra Osaka lufthavn og en halv time med færge kunne vi aflevere vores kufferter på hotel i Kobe, og så var vi da klar til nye eventyr ?
Kobe er nok først og fremmest kendt for sit Kobe kød. Men det er også byen hvor Murakami er vokset op. Og vi er her i høj grad på grund af Murakamis forfatterskab, så derfor var det vigtigt at opleve byen.
På besøg i døgnkiosken, hvis udvalg får mig til at tænke på Døgnkioskmennesket. Det er en meget anbefalelsesværdig og meget finurlig bog, der giver et ganske godt indblik i, hvad den regelrette normalitet i Japan koster på bagsmækken.
Ledningsføringen i Japan kan faktisk konkurrere med den græske. Dog er der ikke så mange løse ender.
Så ved man det!
Vi besøger en nøglehulsgrav – en meget lang historie fra det tredje århundrede, som jeg skal forskåne jer for i denne omgang. Men flot var den.
Skyggeselfies på toppen af nøglehulsgraven.
Fantastisk flot solnedgang ved broen hvor Kafka fra Kafka på stranden gik.
Aftensmad i Kobe på meget lokalt, meget billigt og meget hyggeligt sted, hvor vi blev beværtet med både øl og sake. Ville gerne have holdt til et besøg på den bar Murakami har beskrevet i sin første bog “Hør vinden synge”, men den manglende nattesøvn gjorde det mere tiltrækkende at vende hjem til hotellet og samle kræfter til en ny og spændende dag i morgen .
Dag 2
At være på Murakami tur til Japan med Ichiban Travels er et rent sansebombardement! Vi er en gruppe på 16, som er i kløerne på to meget kyndige damer, Tilde Hjortshøj fra Ichiban Travels og Mette Holm, som oversætter Murakamis bøger til dansk og i øvrigt ved en masse om japansk kultur. Og alt muligt andet. Der er ikke megen tid til at kigge på huller i luften, men ih, hvor får vi mange gode oplevelser indenbords.
Japansk morgenmad på hotellet. Man kunne også få morgenmad af mere internationalt tilsnit, men det var ikke nær så spændende.
Kenji Yanobes “Sun sister” ved havnefronten i Kobe.
Ando Gallery, som Sun Sister står foran, kunne vi desværre ikke nå at se nærmere på. Men udenomsfaciliteterne var meget smukke.
Tæt på Ando Gallery ligger Jordskælvsmuseet. En gruopvækkende og meget realistisk fremstilling af det store jordskælv i Kobe i 1995. En meget bevægende og stor oplevelse.
Murakami har noget med biblioteker! I sin barndomsby Ashiya (forstad til Kobe) tilbragte han rigtig meget tid på det nærmeste bibliotek. Her bibliotekshaven med en lille dam med karper.
Vi nød den medbragte frokost på en nærliggende legeplads.
Overfor legepladsen så vi endnu et område med helligdomme. Her er det så en begejstret løve i forklæde.
En af helligdommene.
Skolen hvor Murakami ikke trivedes. En af grundene til at han opholdt sig så meget på biblioteket.
Sørme om ikke vi blev beriget med endnu en smuk solnedgang. Denne gang fra “Kyoto University of Art & Design”.
Her mødte vi den talentfulde Taro Yamamoto (TV), som her ses med sine to (generte) assistenter. Taro er, ligesom den demente kunstner i “Mordet på kommandanten”, nihongamaler. Men med et twist. Stort twist.
Nogle af malerierne er MEGA store, men denne søde lille abekat med guldbaggrund var da lige til at have i kufferten. Taro indgår i øvrigt i samme kunstnergruppe som ham med “Sun sister”, nemlig Ultra Factory. Meget spændende besøg!
Dag 3
I dag kunne vi bruge dagen, som vi ville i Kyoto. Peter valgte at se nærmere på Nijo-borgen fra 1600 tallet. Jeg valgte at gå med vores turledere til Kiyomizu templet og efterfølgende til Murakamis farfars tempel. Ind imellem nåede vi en ekstravagant chokoladebar, og efterfølgende var der powershopping.
Toppen af Kiyomizu templet, som er et af Kyotos mest populære og velbesøgte templer. Her er rigtig mange turister og unge piger, der promenerer i kimonoer. Festligt, folkeligt og fornøjeligt.
Mette Holm tænder røgelsespinde i templet.
Unge, glade piger i kimonoer.
Tiggermunk.
Mette Holm fortæller om Murakamis farfars tempel. Her er ikke en turist i miles omkreds (bortset fra os), men fuglesang, fred og ro.
Så kom vi til “the real thing”: Shopping! Her ser vi en særdeles fin butiksarkade med et særdeles fint brand: Sou Sou, som vi blev blæst helt omkuld af!
Sko-afdelingen i Sou Sou. Denne type sko/støvler er det hotteste hotte i Kyoto.
På vej gennem byen passerer vi den smukke flod.
Dag 4
I dag satte vi kursen mod nord til Odawara med Shinkansen. Fra Odawara med bus til en fantastisk kunstpark, Enoura Observatory. Herfra til vores hotel, New Akao, hvor vi fik prøvet det berømte onsen bad. Virkelig stor oplevelse!
Døgnkioskmenneske fylder op på Kyoto station.
Denne fine madboks købte vi på stationen.
Shinkansen som med en fart på ca. 300 km i timen bragte os til Odawara på to timer. Den ser sandelig også noget krasbørstig ud.
En af vores to prægtige turledere, Tilde Hjortshøj fra Ichiban Travels, sammen med nogle af turdeltagerne – på vej til Odawara.
Her passerer vi Fuji.
Ankommet til Enoura Observatory blev vi budt velkomne rundt om dette smukke træbord med indlagte sten.
En spændende indgang.
Observatoriet, som giver associationer til Menshikis hus i Mordet på kommandanten. Fabelagtigt udsigtspunkt.
Mange små fine havekroge.
Så blev vi lige foreviget før afgang. Bemærk mit Sou Sou tørklæde som er magen til det Nihonga maleren havde på.
Vores overvældende hotels spisesal, meget stort! Her bor vist udelukkende japanere. Efter det fantastiske onsen bad blev vi alle iført kimonoer, som mange (japanere) havde på til middagen.
Uddrag af en mangfoldighed af retter, hvoraf nogle blev tilberedt på små blus på bordet.
Dag 5
Shinkansen, vandretur i bjerget, borgbesøg og frokost i Odawara, onsenbad, overdådig japansk aftensmad, endnu en nat på futonmadras og tatamimåtter. Endnu en dejlig dag i Murakamis fodspor.
Kameliaen er lige begyndt at blomstre.
Vandretur i et bjerg nær Odawara, hvor maleren fra Mordet på kommandanten kunne have boet. Vi gik forbi en blommelund, hvor pigen, Marie (det staves vist mere eksotisk), mistede sin mor, der blev stukket af en hveps.
Vi fandt flere listige stier, som kunne have været brugt af Marie, når hun gik/løb til malerens hus.
En smuk knæler var også på bjergtur.
Smuk gammel borg i Odawara. Det var i Odawara, maleren købte sine kunstnerartikler og underviste på kunstskolen. Byen var meget større end jeg forestillede mig, da jeg læste bogen, men meget hyggelig.
På torvet var der krysantemumudstilling. Her i bonsai udgave.
Kunstnerisk kloakdæksel i Odawara.
Vores sengearrangement: Futonmadrasser og tatamimåtter. Vi kæmpede en del med dynebetrækket, som var bukket om den mønstrede dyne. Det havde det med at krybe væk fra hjørnerne om natten.
Dag 6
Tiden går hurtigt! I går var det sjette dag på japansk grund. Programmet var: Tur med Shinkansen til Tokyo, videre med en anden Shinkansen nordpå til Niigata, videre med bus til Murakami (altså byen Murakami, ikke forfatteren), besøg på laksemuseum, lakseshop og sakesmagning på højt præmieret sakefremstillingssted. Til slut onsenbadning på hotellet i Murakami.
Fra Niigata med meget fornem bus (“partybussen”) går turen videre til laksemuseet. Mette Holm fortalte, at området er berømt for at have den bedste ris og den bedste laks. Den gode ris bruges blandt andet til sakefremstilling – dermed fås også en ypperlig sake! Denne nordlige del af Japan kørte portrætmaleren rundt i, da han var blevet forladt af sin kone, og byen Murakami optræder også i bogen.
Fin illustration på laksemuseet, som var et fint og finurligt museum, hvor alle dele af laksefiskeriet var illustreret – herunder gamle redskaber og levende lakseyngel.
På laksemuseet så vi også nogle fjerne slægtninge til laksen.
Så er vi kommet til laksebutikken, hvor en medarbejder fortæller, og Mette Holm oversætter.
Fint lille hus i Murakami by.
Så er der sake smagning. Her ser man en af de præmierede.
Efter onsen bad var der dækket op til fin middag på hotellet. Det er første gang hotellet modtager ikke-japanske gæster, så de har været meget spændte på, hvordan det hele skulle gå. Vi fjumsede som sædvanlig rundt i de forskellige sko og slippers regler, men det går klart fremad.
Før middagen, som endnu engang blev indtaget i hotellets kimono. I onsen badet var vi nogle, der blev instrueret i, at kvinder skal binde kimonoen højere oppe og med sløjfe, så det gjorde vi så.
Dag 7
Den syvende dag på vores meget oplevelsesrige rundrejse bød på besøg i et tempel med en selvmumificeret munk, et andet tempel med ret nye flotte, moderne nihongamalerier, et lokalt fiskemarked, en kunstinstallation i en tidligere tunnel (Tunnel of light) og med endestation i “Mettes by”, Kiryu, hvor vi fik den skønneste mad og drikke hos nogle af Mettes venner.
Fra templet med den selvmumificerede munk. Ham måtte vi ikke tage billede af. Vi deltog i en lille ceremoni, hvorefter et gardin blev rullet fra, og vi puttede lidt røgelse på og bukkede foran munken, som brugte fem år af sit liv på at mumificere.
En mindeplads ved templet for den mumificerede munk. De små børnefigurer er til minde om døde børn og fostre. Tøjet, de har på, er for at beskytte mod kulde og onde ånder.
Smukt efterårsløv.
Et buddhistisk tempel manglede besøgende, men så fandt de på at få malet en række forskellige, lidt dristige nihongamalerier rundt på templets mure. Det hjalp på besøgstallet.
Her er vi kommet til et MEGA stort fiskemarked med myriader af ultra frisk fisk og skaldyr samt mange forskellige tangprodukter.
Flotte fisk!
Så nåede vi frem til det kunstneriske tunnelprojekt, som MAD Architects renoverede og åbnede i 2018. Ud over den 750 meter lange tunnel er der lavet fire “blindtarme”/platforme med et særligt tema og udsigt til floden og kløften.
Her et kig fra platform fire, hvor man skal gå gennem vand for at komme tæt på kløften. Her ser vi silhuetterne af nogle af vores medrejsende.
Ved aftenstid nåede vi frem til Kiryu, hvor Mette bor. Vi nåede lige at smide kufferterne på vores lille hotel tæt på stationen, Kiryu Ace Hotel, hvorefter vi ilede videre til middagen hos Mettes venner.
Både indretningen, borddækningen og maden var en stor æstetisk oplevelse! Og vennerne og de hidkaldte hjælpere var enormt søde. Maden var det bedste vi endnu havde smagt – og det siger ikke så lidt.
Første servering.
Fiskesashimien af den friskeste fisk! Jeg tog også billeder af alt det andet mad, men nu er det vist nok for denne gang. En vidunderlig aften som også indeholdt en lille samklang af Mettes ven på fløjte, suppleret af et taktfast dansk klappekor.
Dag 8
Ottende dag på vores spændende odyssé begyndte med en tidlig vandretur på Suido bjerget ved Kiryu, cykeltur i Kiryu, besøg på lokalt væveri, kaffe-is pause i nyetableret café, frokost på meget populær nudelrestaurant, besøg i Mettes hus, aftensmad på en fantastisk Izakaya ca. 5 km fra Kiryu. What a day ❤️
Udsigt fra bjerget, som mange af de lokale går op på hver dag. Vi gik ikke helt op på toppen, men et pænt stykke.
Mette Holm fortæller om mindested for faldne i krigen i Manchuriet og et andet mindested for faldne under anden verdenskrig – vi så begge steder på bjerget – og tilknytningen til Murakami.
Så tog vi cyklerne frem og udforskede byen.
Vi besøgte et lokalt væveri. Manden på billedet har arvet væveriet fra sin far, som mest vævede obier (bælter til kimonoer). Nu væves der mange andre fine ting (vi gik helt amok i tørklæder i den lille tilhørende butik) men stadig ved hjælp af de gamle væve og teknikker.
Her er væven i gang.
Små fine ting fra butikken.
Frokosttid! Brede, frisklavede nudler (bredbånd) i en fantastisk karrysovs.
Frisklavede nudler.
Så kom vi på Izakaya. Her bestiller man en masse retter og deler ved bordet. Her er hvidkål, der holder sig friskt og sprødt på knust is, og med forskellige former for dip. Utrolig lækkert!
En gryde, der varmes op på bordet, fyldt med østers, tofu, forårsløg, miso, krysantemumblade. Vi fik mange andre retter: den friskeste sushi, jeg endnu har smagt, smørstegt blæksprutte, leverspyd, stegt tofu, kyllingespyd og ris, der blev vendt i suppen fra østers mv. til sidst. Hertil anselige mængder af øl og sake. Man skulle tro, det kostede en bondegård, men nej, to hundrede kroner per snude var, hvad det kunne løbe op til. Og så var det endda inklusive noget, jeg aldrig skulle tro, jeg ville komme til at opleve!
Mette og hendes japanske ven, som jeg desværre ikke kan huske, hvad hedder. Han og hans kone, som Mette går til te og blomster med, deltog også i denne festlige aften. Izakayaen gav en stor flaske sake til de mange gæster.
Her er billedet af det, jeg ikke troede, jeg skulle opleve. En fisk svømmer rundt i et akvarium sammen med sine kammerater. NOGEN bestiller en bestemt ret. Fisken fanges i et net og føres hen i køkkenet, hvor kokken skærer dens kød i fire dele. Kødet serveres sammen med resten af fisken, der stadig spræller og ånder. Når kødet er spist og fisken – eller de majestætiske rester – er blevet stille, frituresteges resten og bliver spist rub og stub – også hovedet.
Dag 9
På Japanturens niende dag tog vi lokaltoget fra Kiryu til en station, hvorfra vi kunne tage Shinkansen til Tokyo og herfra metroen videre til Gaiemmae station, som ligger tæt på vores hotel. Efter at have afleveret det bagage, vi ikke gad at vandre rundt med (vi fik sendt vores kufferter, som først ville nå frem dagen efter, derfor havde vi kun lige med til en enkelt overnatning), gik vi en Murakami tur i området. Herefter kunne vi selv kigge på byen og tjekke ind på hotellet for så at mødes på jazzbar om aftenen.
Ankommet til Tokyo. Fra hotellets reception på 13. etage.
Vandretur i Aoyama, området vi bor i. Her finder man fx en smuk allé af gingkotræer, som lige om lidt får den smukkeste gule farve. Kom også forbi baseballbanen, hvor Murakami fandt ud af, at han skulle være forfatter, og tæt herpå: enhjørningerne, der velsagtens har inspireret ham til at skrive “Hardboiled Wonderland og verdens ende”.
Det nyopførte stadion, der skal indvies til OL 2020, kom vi også forbi.
Og en smuk gavludsmykning tæt på Tokyos mindste, og meget hyggelige boghandel.
Vi spiste aftensmad og lyttede til jazz på Body & Soul, som er en af Murakamis yndede jazzcaféer. Han kom dog ikke lige forbi.
Skøn jazzmusik – veloplagt orkester.
En pendent til Bella Sky på vej hjem.
Og et juletræ, der vil noget.
Dag 10
I går (tiende dag) var vi på cykeltur i Tokyo ?. Fire seje kvinder fra TGCT (Tokyo Great Cykling Tour) havde planlagt en 30 km lang, meget varieret cykeltur til os med indbyggede pauser og pitstops. Det var næsten en uvirkelig oplevelse at suse gennem Tokyo på to hjul! Om aftenen på soba-nudelbar og en lille aftenspadseretur.
Vores rute præsenteres i TGCT-shoppen.
Klar til afgang. Vi blev inddelt i to grupper med hver sin fortrop og bagtrop fra cykelguidefirmaet, så der var styr på os.
Første pitstop på turen var kejserpaladset. Der er lige indsat en ny kejser, men han har endnu ikke nået at flytte ind i sit fine palads.
Her får vi gennemgået kejserfamilien og arvefølgen. Kvinder indgår ikke i arvefølgen – endnu da. De fire kvinder var særdeles velforberedte og kunne deres kram.
Tungen lige i munden. Her er venstrekørsel, og nogen gange cykler vi på vejen, andre gange på cykelsti eller fortov.
Murakami pitstop ved Yotsuya Station, hvor Naoko og Watanabe fra Norwegian Wood begyndte deres vandretur i byen.
Så er vi nået til frokosten, som indtages i Rikugien parken, som blev bygget omkring 1700 tallet. Navnet betyder “de seks digtes have” og den viser 88 scener fra berømte digte. De gæve cykelguider havde sørget for lækre bento bokse og vand til alle.
Smuk er parken i al sin efterårspragt.
Dag 11
Den ellevte – og sidste – hele dag i Japan var der “fri leg” i Tokyo. Det var lige som at stå i en kæmpe slikbutik og kun kunne vælge en pinocchiokugle. Peter brugte formiddagen med bueskydning (bestilt hjemmefra), og jeg udforskede Ginza området & vores eget lokalområde nærmere. Udforskningen nødvendiggjorde en ny kuffert – fandt en fin en til 350 kr. Om aftenen var der afskedsmiddag på fin lille restaurant i gåafstand fra hotellet. Kunne bruge en uge i Tokyo. Mindst!
Mister bueskyder – han blev undervist i tre timer og havde en meget fin oplevelse.
Jeg mødte til gengæld sjove personligheder på min vej.
Kampklædt samurai fra butik med samuraisværd.
Skyskrabere i Ginza området.
Vores to super guider, som alle er enige om, har givet os den mest fantastiske Japan oplevelse.
Elisabeth og Claude holder tale for Mette Holm og Tilde Hjortshøj og giver dem små symbolske finurligheder med hints til vores Murakami trip. Vemodigt at denne rejse er slut. Nu venter kun den store hjemrejsedag. Hvor er jeg glad for, at vi tog med på denne rejse, som jeg kun varmt kan anbefale❤️❤️